Europa-Parlamentet er den ene af EU’s lovgivende institutioner. Parlamentet ligger i både Strasbourg og Bruxelles. Siden 1979 har der været afholdt direkte valg til Europa-Parlamentet, der således er en vigtig del af EU’s demokratiske legitimitet.

Faktaboks

Også kendt som

EU-Parlamentet (uofficielt navn); forkortet EP

Parlamentet har tre overordnede kompetencer:

  1. Den lovgivende kompetence. Hvor meget Parlamentet rent faktisk kan bestemme som lovgiver, afhænger imidlertid af beslutningsprocedurer, men Parlamentets kompetence er vokset betydeligt over årene. I dag lovgiver Parlamentet sammen med Ministerrådet i den almindelige lovgivningsprocedure, som anvendes på størstedelen af EU’s politikområder, herunder miljø, forbrugerbeskyttelse, det indre marked og sociale anliggender.
  2. Budgetkompetencen. Kommissionen udarbejder forslag til EU's budget, hvorefter Europa-Parlamentet kan stille ændringsforslag og til sidst skal vedtage budgettet sammen med Ministerrådet.
  3. Godkendelsen af Kommissionen og dens formand. Også på dette punkt har Europa-Parlamentet med tiden øget sin indflydelse.

Valg til Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet har 720 medlemmer, der vælges ved direkte valg i hver af EU’s 27 medlemsstater. Der afholdes valg til Parlamentet hver femte år, og antallet af medlemmer fordeles ud fra medlemsstaternes befolkningstal.

Danmark har 15 pladser i Europa-Parlamentet. I indeværende valgperiode, som er 2024-2029, har Socialdemokratiet tre pladser, Venstre har to pladser, Socialistisk Folkeparti har tre pladser, mens Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Moderaterne, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti hver har én plads.

Der har nu været afholdt 10 direkte valg til Europa-Parlamentet; i 1979, 1984, 1989, 1994, 1999, 2004, 2009, 2014, 2019 og 2024. Valgdeltagelsen til Europa-Parlamentet afviger betydeligt fra land til land og mellem de enkelte valg, men er faldet som gennemsnit for medlemsstaterne over tid bortset fra valgene i 2019 og 2024. Her steg den gennemsnitlige valgdeltagelse til 50,62 % i 2019 efter at have været nede på 42,61 % i 2014. Der var yderligere en lille stigning til 50,74 % ved valget i 2024.

I Danmark er valgdeltagelsen i nogle valgår gået op, mens den er faldet i andre. I 2019 satte stemmeprocenten imidlertid rekord ved et dansk europaparlamentsvalg, idet 66 % af befolkningen satte deres kryds. Ved valget i 2024 var tendensen dog nedadgående i Danmark, hvor stemmeprocenten lå på 58,25 %.

Politisk organisering

Afstemning i Europa-Parlamentet, Strasbourg 2019.
Europa-Parlamentet i Strasbourg
Af /Scanpix.

Politiske grupper

I Europa-Parlamentet organiserer medlemmerne sig i politiske grupper og ikke efter nationalitet. Der er 8 politiske grupper i de nuværende Parlament. Desuden er nogle medlemmer ’løsgængere’ og altså ikke medlem af en politisk gruppe:

  • Den største politiske gruppe i det nuværende Parlament er det Europæiske Folkepartis Gruppe (EPP-gruppen) med 189 medlemmer. Her sidder det danske medlem fra Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance. De fleste partier i gruppen er også medlemmer af det konservative og kristeligt-demokratiske Europæiske Folkeparti (EPP), men der sidder også bl.a. partier, som ikke er medlemmer af et europæisk parti, herunder Liberal Alliance.
  • Den næststørste gruppe er den Socialdemokratiske gruppe (S&D) med 142 medlemmer. Her sidder de tre danske socialdemokrater. De fleste partier i gruppen er også medlemmer af partiet De Europæiske Socialdemokrater (PES), heriblandt det danske Socialdemokrati, men fire af dem er uafhængige.
  • Den tredjestørste gruppe er Patrioter for Europa (PfE) med 84 medlemmer. Her sidder det danske medlem fra Dansk Folkeparti. Næsten alle partier i gruppen samtidig medlemmer af det fælleseuropæiske parti Patriots.eu.; kun gælder det ikke de ungarske kristelige demokrater.
  • Den fjerdestørste gruppe er Gruppen af Europæiske Konservative og Reformister (ECR-gruppen) med 78 medlemmer. Her sidder det danske medlem fra Danmarksdemokraterne. Kun halvdelen af de 24 partier i gruppen er samtidig medlemmer af partiet Europæiske Konservative og Reformister (ECR). De øvrige partier i gruppen omfatter uafhængige partier som fx Danmarksdemokraterne; to mindre partier i Den Europæiske Kristne Politiske Bevægelse (ECPP); det belgiske regeringsparti Den Nyflamske Alliance, der er medlem af de etniske mindretals parti EFA; og partiløse enkeltpersoner.
  • Med 77 medlemmer er gruppen Renew Europe (RENEW) den femtestørste. Her sidder de danske medlemmer fra både Venstre, Moderaterne og Radikale Venstre. 23 af de 38 partier i gruppen er medlemmer af det liberale parti ALDE, heriblandt Venstre og Radikale Venstre, og fem af centrumspartiet Det Europæiske Demokratiske Parti (EDP), mens det rumænske PMP er medlem af det konservative EFF. De øvrige er uafhængige partier – som de danske Moderater – eller partiløse enkeltpersoner.
  • Den grønne gruppe (Grønne/EFA) omfatter hovedsagelig medlemmer af Det Europæiske Grønne Parti (EGP) og de partier baseret på etniske mindretal, der er medlemmer af Den Europæiske Fri Alliance, EFA. Gruppen har 53 medlemmer. De danske medlemmer fra Socialistisk Folkeparti (SF) sidder her; SF er medlem af EGP.
  • Venstrefløjsgruppen har 46 pladser i Parlamentet. Her sidder det danske medlem fra Enhedslisten. Gruppen omfatter især medlemmer af Den Europæiske Venstrealliance for Folket og Planeten (ELA), herunder Enhedslisten, og Europæisk Venstreparti (PLE) foruden partier løst knyttet til hver af dem.
  • Endelig er der Gruppen for Europa af Suveræne Nationer med 25 medlemmer, hvoraf over halvdelen kommer fra det tyske Alternative für Deutschland. Der er ingen danske medlemmer af denne gruppe, der består af partier fra det yderste højre. Alle partier i gruppen er medlemmer af partiet af samme navn.
  • Endelig er 30 medlemmer gruppeløse. Det drejer sig bl.a. om medlemmer af det tyske Bündnis Sahra Wagenknecht og andre socialt konservative venstrefløjspartier samt de to slovakiske regeringspartier Smer og Hlas, der begge er suspenderet fra den socialdemokratiske S&D-gruppe.

Udvalg og ordførerskaber

I det daglige arbejde er Parlamentet organiseret i udvalg, fordelt efter de forskellige politiske områder. Udvalgene behandler de enkelte lovforslag. Parlamentarikerne fordeler sig i de forskellige udvalg.

Når et udvalg bliver hovedudvalg i behandlingen af et lovforslag, vælger det en ordfører for forslaget, som skal skrive en betænkning/rapport. At blive ordfører på et forslag er en meget vigtig funktion i Parlamentet. Det er ordføreren, lobbyisterne først og fremmest vil mødes med, og det er ordføreren, der senere skal forhandle et kompromis på plads med Ministerrådet og EU-Kommissionen (triloger).

De politiske grupper får et antal ordførerskaber på baggrund af deres størrelse. De politiske grupper går så efter de lovforlag, de synes er vigtigst for dem at få ordførerskab på. Ordføreren er ansvarlig for at udarbejde et udkast til betænkning med diverse ændringer til forslaget fra Kommissionen. Udkastet til betænkningen drøftes i det ansvarlige udvalg, og der stemmes om udkastet i udvalget, inden betænkningen og ændringsforslagene sendes til afstemning i Parlamentets plenar, altså i parlamentssalen, hvor alle Europa-Parlamentets medlemmer har mulighed for at stemme.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig