FN-styrker

FN-styrker er militært personale, som FN-medlemslande har stillet til rådighed for FN’s fredsmissioner. I 2025 var der cirka 70.000 personer i denne kategori. En anden kategori, som ofte inkluderes, når man taler om FN-styrker, er FN’s politistyrker, som også kan spille en rolle i FN’s fredsmissioner. Her er der også tale om personer, der er stillet til rådighed af FN-medlemslande, og antallet er cirka 9.000. Derudover er der også tilknyttet civilt personale til FN’s fredsmissioner, og antallet af sådanne var i maj 2025 ca. 14.000.

Faktaboks

Også kendt som: de blå hjelme

FN-styrkernes funktion

FN-styrker er bærende for FN’s fredsmissioner. De opererer gennem mandater fra FN’s Sikkerhedsråd i henhold til FN-charteret, primært kapitel VI (fredelig bilæggelse af tvistigheder) og kapitel VII (forholdsregler overfor trusler mod freden, fredsbrud og angrebshandlinger). FN-styrkernes mandater varierer fra overvågning af våbenhviler og beskyttelse af civile til støtte af statsopbygning og humanitær hjælp.

Organiseringen

Missionerne ledes af FN’s Afdeling for Fredsoperationer (DPO), som koordinerer troppebidrag, politi og civilt personale fra medlemslandene.

Organisatorisk består FN-styrker af kontingenter fra medlemslande, hvor hver enhed bevarer sin nationale kommando, men opererer under FN’s overordnede ledelse. FN’s generalsekretær udnævner en missionschef, ofte en erfaren diplomat, som arbejder tæt sammen med en styrkekommandør, der leder de militære operationer. For eksempel blev den danske generalmajor Michael A. Lollesgaard (født 1960) udnævnt til styrkekommandør for MINUSMA i Mali i 2015, hvor han stod i spidsen for over 10.000 soldater.

Finansiering sker gennem FN’s fredsoperationsbudget, som i 2024-2025 udgør ca. 5,6 milliarder USD årligt, betalt af medlemslandene.

FN-styrkernes aktiviteter

FN-styrkernes aktiviteter er tæt knyttet til FN-charterets mål om at opretholde international fred og sikkerhed. Missioner under Kapitel VI fokuserer på fredsbevaring, hvor styrkerne kun bruger magt til selvforsvar, mens kapitel VII-missioner kan tillade offensive operationer, som i Mali (MINUSMA), hvor styrker bekæmpede væbnede grupper. Denne fleksibilitet har gjort FN-styrker til et centralt værktøj i konflikthåndtering, men også skabt udfordringer.

Kritik af svage mandater

For eksempel var mandatet for UNPROFOR i Bosnien (1992-1995) uklart, da styrkerne skulle beskytte civile uden tilstrækkelig mulighed for magtanvendelse. Det begrænsede deres effektivitet og førte til den berygtede Srebrenica-massakre i 1995, hvor over 8.000 civile blev dræbt på trods af FN-styrkers tilstedeværelse i området.

Ligeledes manglede MINUSMA i Mali ofte tilstrækkelige helikoptere og pansrede køretøjer, hvilket hæmmede styrkernes reaktionsevne overfor oprørere.

Indsats lykkedes på Cypern og i Liberia

Kritik af FN-styrker omfatter ofte deres begrænsede evne til at håndhæve fred i komplekse konflikter. Men deres tilstedeværelse har bidraget til stabilitet i flere konflikter som Cypern, hvor UNFICYP forhindrede eskalering mellem de græske og tyrkiske cyprioter, og i Liberia, hvor UNMIL støttede genopbygning efter borgerkrigen, samt i østlige Slavonien, hvor UNTAES (1996-1998) med ca. 5.000 styrker faciliterede en fredelig overgang til kroatisk kontrol.

Danmarks bidrag til FN-missioner

Danmark har siden 1948 været en aktiv bidragsyder til FN’s fredsmissioner og har deltaget i ca. 25-30 missioner med omkring 50.000-55.000 udsendelser, svarende til ca. 25.000-30.000 unikke soldater. Disse bidrag har omfattet en bred vifte af opgaver, fra kampoperationer til humanitær støtte, hvilket gør det svært at opgøre præcise tal. En anden årsag til, at tallene er svære at opgøre helt præcist, er, at mange soldater blev udsendt flere gange: Dermed er det svært at skelne mellem unikke personer og samlede udsendelser.

Bidragene omfatter soldater, observatører, politi og materiel fra Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet.

Danske nøglemissioner

UNEF I (Gazastriben, 1956-1967): Ca. 700-800 danske soldater støttede fredsmissionen efter Suezkrisen med infanteri og logistik som en del af DANOR-bataljonen.
UNFICYP (Cypern, 1964-1993): Ca. 1.500-2.000 soldater, primært infanteri, bidrog til at forebygge konflikt mellem græske og tyrkiske cyprioter, fordelt på ca. 10.000-12.000 udsendelser over ca. 40 hold.
UNPROFOR (Balkan, 1992-1995): Ca. 700-800 soldater, herunder pansrede enheder, beskyttede civile under krigene i det tidligere Jugoslavien.
UNMEE (Etiopien/Eritrea, 2000-2001): Ca. 300 soldater fra SHIRBRIG-styrken støttede opretholdelse af våbenhvilen efter grænsekonflikten.
MINUSMA (Mali, 2013-2022): Ca. 500-600 personel, inklusive transportfly og specialstyrker, skulle bekæmpe oprørere, forhindre ustabilitet samt beskytte civile.

Danmark har også bidraget med observatører til mindre missioner som UNTSO (Mellemøsten, 1948-nu) og UNMIS (Sudan, 2005). Søværnet har patruljeret under FN-mandater, fx i Den Persiske Golf (1990-1991), hvor korvetten Olfert Fischer håndhævede FN-sanktioner mod Irak. Flyvevåbnet har leveret transport og støtte, fx med C-130 Hercules-fly til humanitær transport af forsyninger i Mali under MINUSMA.

Siden 1990’erne har Danmark i stigende grad også bidraget til NATO- og koalitionsmissioner. Men FN-missioner har altid været en høj prioritet i dansk udenrigs- og forsvarspolitik, uanset skiftende regeringer.

I alt har danske bidrag til FN-missioner styrket landets ry som en engageret aktør i internationale fredmissioner.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for FN-styrker

Bjarke Zinck Winther

Lektor; Aalborg Universitet