Folegandros er en græsk ø i øgruppen Kykladerne i Det Ægæiske Hav beliggende 175 km sydøst for Athen. Folegandros udgør et areal på 32 km 2 og har 719 indbyggere (2021). Øen er en del af regionalenheden Thira ( Perifereiakí enótita Thíra ), der hører under Den Sydægæiske Region ( Periféreia Notíou Aigaíou ).

Den bjergrige ø er præget af beskedent fiskeri og landbrug og er stadig karakteriseret ved traditionel kykladisk livsstil. Den har tidligere tiltrukket et begrænset antal rygsæksturister, men i dag er en traditionel turisme under udvikling, specielt ved den lille havneby Karavostasis og den gamle hovedby Chora, der har smukke traditionelle hvidkalkede huse i kubiske former. Der har i mange år været afholdt danske sommerkurser på øen.

Folegandros har skibsforbindelse til Piræus og de omliggende øer Milos, Sikinos og Santorini.

Historisk har Folegandros i flere omgange været affolket på grund af krige og besættelser senest i 1700-tallet. Militærdiktaturet der varede fra 1967 til 1974 brugte øen til deportation af politiske modstandere.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig