folkepensionsalder

I 2006 blev der indgået et velfærdsforlig hvor der står:

”... den forventede periode med efterløn og pension på længere sigt fastholdes på omkring 19½ år, svarende til niveauet i 1995”.

Det svarer til ca. 14,5 år på folkepension.

Aftalen indebar, at folkepensionsalderen gradvist skulle hæves hvert femte år, således at der i takt med, at vi lever længere også blev en højere folkepensionsalder. Udgangspunktet vart den forventede restlevetid for de 60-årige.

De ca. 14½ år var også det antal år, Pensionskommissionen havde med i en rapport fra 2022.

Rapporten argumenterede for, at når vi lever længere så kan de 80 % af den tid bruges til at være på arbejdsmarkedet, mens at 20 % kan anvendes til længere tid på pension. Eller mere enkelt formuleret: Stiger middellevetiden med 10 år forventes vi at blive otte år på arbejdsmarkedet og to år mere på folkepension.

Der er en række elementer, som typisk inddrages i diskussioner om folkepensionsalderen.

Et element er balancen mellem antal år på arbejdsmarkedet og antal år med modtagelse af folkepension, herunder en diskussion af om hvordan alderen kan påvirke, hvor stor den samlede arbejdsstyrke er. Et argument er, at en lav folkepensionsalder vil få for mange til at forlade arbejdsmarkedet for tidligt og dermed risikere at give et for lille arbejdsudbud også som følge af den demografiske udvikling med flere ældre og færre yngre.

Et andet element er de offentlige udgifter til folkepension. Desto flere år på folkepension desto større vil udgifterne blive.

Et tredje element har været, at ikke alle vil kunne blive lige længe på arbejdsmarkedet, som følge af forskelle i blandt andet typer af arbejde, herunder fysisk eller psykisk nedslidning. Derfor er der allerede i dag en række typer af ydelser (efterløn, tidlig pension og seniorpension) som det er muligt at modtage, før man når folkepensionsalderen.

• folkepension
• pension

• Velfærdsaftalen 2006
• Pensionskommissionen 2022