Faktaboks

Giulio Romano

Giulio Pippi, Jules Romain

Født
1499, Rom, Italien
Død
1. november 1546, Mantova, Italien
Levetid - kommentar
Omtrentligt fødselsår
Zeus' nedstyrtning af giganterne af Giulio Romano, 1532-1534.

Giulio Romano var en italiensk maler og arkitekt.

Tidlige år hos Rafael

Som Rafaels fremmeste elev overtog Giulio Romano i 1520 ledelsen af mesterens værksted og hans ufuldendte opgaver, heriblandt freskoudsmykningen af Sala di Costantino (1519-1524) i Vatikanet.

Som kunstner søgte Giulio Romano at videreføre Rafaels bestræbelser på en nyklassisk stil på baggrund af arkæologiske studier og flittig brug af antikke forbilleder. Men hans kunst viser også en kompleksitet, dramatik, overdrivelse og kunstfærdighed, der vidner om manierismens indtog i Rom.

Som hofkunstner

I 1524 blev Giulio hofkunstner hos Federigo Gonzaga i Mantova og udførte en række arkitektur- og udsmykningsopgaver, først og fremmest forstadsvillaen Palazzo del Tè (1526-1534), hvis arkitektur er præget af en kompleks rigdom af variationer inden for et tema og af vittige brud på den klassiske arkitekturs regelsæt.

Giulios opfindsomhed ses også i villaens rumudsmykning, især Sala di Psiche (1527-1531) med udtalt sanselige skildringer og Sala dei Giganti (1532-1534) med sin illusionistiske og burleske fremstilling af Zeus' nedstyrtning af giganterne.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig