Harald 3. Hårderåde var konge af Norge fra 1045. Han stod ved sin halvbror Olav den Helliges side i 1030 i Slaget ved Stiklestad, hvorefter han flygtede via Sverige til Novgorod. Her var han i Jaroslav den Vises tjeneste nogle år, inden han via Kijev fortsatte til Konstantinopel, hvor han fra 1034 blev officer ved kejserens livgarde og kæmpede mod arabere og bulgarere.
På vej hjem til Norge giftede han sig i 1043 i Kijev (det nuværende Kyiv) med fyrst Jaroslav den Vises datter Elisif (Elisabeth af Kijev), og i Norge blev han i 1045 anerkendt som Magnus 1. den Godes medregent.
Harald evnede bedre end tidligere konger at udnytte landets resurser, indførte et fælles møntsystem for hele riget og både støttede og udnyttede kirken, ligesom han sørgede for byer og fjernhandel i et mønster, som kunne tyde på, at han ønskede at fremme handelen mellem Øst- og Vesteuropa.
Efter Magnus' død i 1047 førte Harald en række krige mod Svend 2. Estridsen om herredømmet over Danmark. Kongerne udsonedes dog i 1064, og Harald vendte blikket mod vest. Med en større flåde sejlede han til England, hvor han faldt i Slaget ved Stamford Bridge mod Harald 2. Godwinson den 25. september 1066.
Tilnavnet Hårderåde fik han på grund af sin hårde optræden mod stormænd og kirke; han skildres i flere skjaldekvad og islandske sagaer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.