Skulptur fra Hatshepsuts dødetempel, som befinder sig på Metropolitan Museum of Art, New York.
Hatshepsut
Af /Ritzau Scanpix.

Hatshepsut var en egyptisk dronning, der regerede ca. 1473-1458 f.v.t. Hatshepsut var datter af Tuthmosis 1. og dronning til sin halvbror Tuthmosis 2. Ved hans død i 1479 f.v.t. regerede hun Egypten på vegne af sin ganske unge stedsøn Tuthmosis 3. I hans syvende regeringsår blev Hatshepsut proklameret farao og var således medregent til Tuthmosis 3.

Den mest kendte begivenhed fra Hatshepsuts regeringstid var en handelsekspedition med en større flåde på Det Røde Hav til røgelseslandet Punt, sandsynligvis beliggende ved Afrikas Horn. Relieffer i hendes dødetempel i Deir el-Bahri over for Luxor viser detaljer fra denne rejse.

Ødelæggelsen af Hatshepsuts byggerier

Hatshepsut stod bag flere store byggerier og har efterladt sig talrige portrætstatuer. Flere år efter hendes død blev mange af hendes statuer og monumenter ødelagt. Dette skete på foranledning af Tuthmosis 3. I slutningen af sin egen regeringstid så han det nødvendigt, idet den egyptiske trone ideologisk og religiøst set kun kunne gå fra far til søn, som da guden Horus arvede kongedømmet fra sin far Osiris.

Hatshepsuts mumie blev muligvis allerede fundet i 1903 af Howard Carter, men et storstilet forsøg på endelig identifikation i 2007 endte i tvetydige resultater.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig