Faktaboks

Helga Pedersen

Inger Helga Pedersen

Født
24. juni 1911, Tårnborg
Død
27. januar 1980, Korsør

Helga Pedersen var ikke medlem af noget parti, da hun i 1950 blev hentet ind som justitsminister i VK-regeringen af statsmininister Erik Eriksen. Hun indførte, at også kvinder skulle kunne modtage ordener. Foto uden år.

.

Helga Pedersen var en dansk politiker og jurist. Hun har som den eneste politiker i Danmark arbejdet i både den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt. Hun var den første kvindelige justitsminister 1950-1953 og medlem af Folketinget for Venstre i perioden 1953-1964. Helga Pedersen sluttede sin karriere som højesteretsdommer og dommer ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Helga Pedersen var optaget af at sikre de svages retssikkerhed og var i forbindelse med retsopgøret efter 2. Verdenskrig imod dødsstraf.

Helga Pedersens baggrund og uddannelse

Helga Pedersen var datter af Vilhelmine Sofie Kolding (1884-1973) og proprietær Jens Peder Nicolaj Pedersen (1877-1955). Hun blev født på forældrenes gård ved Korsør Nor, hvor hendes glæde ved naturen og interesse for dens pleje tidligt blev vakt. Efter faderens død i 1955 vendte hun tilbage til barndomshjemmet, som hun drev videre med hjælp af en forvalter.

Helga Pedersen blev student fra Slagelse Gymnasium i 1930 og cand.jur. fra Københavns Universitet i 1936. I en del af studieårene boede hun som en af de første på det i 1932 oprettede kollegium Kvinderegensen.

Ministersekretær i Justitsministeriet

Efter kort tids ansættelse i Finansministeriet kom Helga Pedersen i 1936 til Justitsministeriet. Hun var sekretær i Direktoratet for Fængselsvæsenet 1936-1942, afbrudt af en periode som henholdsvis sagfører- og dommerfuldmægtig i Skjern 1937-1939, indtil justitsminister K.K. Steincke kaldte hende tilbage til ministeriet for at tiltræde som ministersekretær.

I perioden 1940-1946 var hun ministersekretær for justitsministrene K.K. Steincke, Svend Unmack Larsen, Harald Petersen, E. Thune Jacobsen, Niels Busch-Jensen og Aage Elmquist. I årene 1942-1946 var hun tillige sekretær hos Rigsadvokaten og medhjælper hos Statsadvokaten for Sjælland. Hun var medlem af Fængselshjælpens styrelse fra 1941 til 1973 og fra 1948 af Juridisk Forenings bestyrelse.

Internationalt udsyn

Straks efter Befrielsen rejste Helga Pedersen til New York for at videreuddanne sig ved Columbia University. Her grundlagdes hendes interesse for internationalt samarbejde, som senere skulle få stor betydning for hende, ikke mindst i spørgsmål om kvinders sociale og retlige stilling, hvorom hun i de følgende år holdt en række foredrag både i USA og i Danmark. I årene 1949-1950 var hun formand for Danske Kvinders Nationalråd og deltog i denne egenskab i 1950 i FN's Commission on the Status of Women. Frem til 1974 var hun tillige delegeret ved UNESCOs generalforsamling, fra 1962 som formand for den danske delegation.

Byretsdommer og landsretsdommer

Helga Pedersen var konstitueret dommer i Østre Landsret 1947-1948. Hendes domstolskarriere kom dog i første omgang til at udfolde sig i byretten i København 1948-1956, bortset fra ministerperioden 1950-1953. Fra 1956 til 1964 var hun tilbage i Østre Landsret.

Justitsminister 1950-1953

Helga Pedersen var justitsminister indtil 1953 og sad i Folketinget til 1964, hvor hun blev højesteretsdommer. I 1971 blev Helga Pedersen som den første kvinde udnævnt til dommer ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Foto uden år.

Helga Pedersen
Af /Ritzau Scanpix.

Helga Pedersen var ikke knyttet til noget parti, da hun i 1950 fik tilbudt justitsministerposten i VK-regeringen af statsminister Erik Eriksen. Hun blev fra mange sider mødt med tvivl om sine evner til at bestride posten. Men hun havde som ministersekretær opnået et indgående kendskab til en justitsministers mange opgaver. I forbindelse med retsopgøret efter den tyske besættelse formåede hun at håndtere de vanskelige sager, hvilket skabte respekt for hendes indsats.

Imod dødsstraf

Helga Pedersen var imod dødsstraf og betingede sig forud for sin tiltræden som justitsminister, at hun måtte indstille samtlige dødsdømte til benådning, samt at regler om dødsstraf under krigsforhold skulle gives i den militære og ikke i den borgerlige straffelov. Som ansvarlig minister blev hun mødt af kritik på grund af Fængselsdirektoratets procedure ved løsladelsen af den prominente krigsforbryder Werner Best, idet han efter benådningen blev udvist den 29. august 1951, netop på otteårs dagen for tyskernes overtagelse af magten ved regeringens fratræden.

Reformer og ændringer

I sin ministertid fik Helga Pedersen ophævet reglerne om, at strafbare forhold skulle medføre tab af borgerlige rettigheder som tillægsstraf. Det var en social og human reform, der var udtryk for hendes grundholdning og en forudsætning for en mere vellykket resocialisering af kriminelle.

Hun fik Rigsdagens samtykke til forøgelse af antallet af såvel landsdommere som højesteretsdommere samt til, at Højesteret kunne arbejde i to afdelinger for at lette presset fra de mange sager, der var en følge af retsopgøret. Desuden fik hun ophævet hasardforordningen fra 1753, der forbød al spil om penge, og indført fuldt stop ved indkørsel til særlige hovedveje.

Rent administrativt gennemførte Helga Pedersen som minister, at kvinder kunne få tildelt ordener, hvor de tidligere måtte nøjes med medaljer. Som medlem af Forfatningskommissionen af 1951 talte hun varmt for kvinders ubetingede arveret til tronen, selvom resultatet i 1953 blev den betingede kvindelige arveret, der gav prinser forret for prinsesser. Først i 2006 blev loven ændret, således at det er den førstefødte uanset køn, der arver tronen.

Folketingsmedlem for Venstre

Helga Pedersen blev valgt ind i Folketinget for Venstre i 1953 og forblev medlem af Folketinget til 1964, hvor hun blev udnævnt til højesteretsdommer.

Som folketingsmedlem var hun Venstres ordfører i en række juridiske sager. I spørgsmålet om en ændret abortlovgivning i 1956 stemte hun som den eneste i sit parti for forslaget om, at Mødrehjælpen skulle have øget indflydelse på aborttilladelserne på bekostning af lægerne.

Hun var en blandt få medlemmer af Venstre, der var imod overdragelsen af de islandske håndskrifter fra Københavns Universitet til Island, og blev allerede, mens hun sad i Folketinget, interesseret i arbejdet med beskyttelsen af forfatter- og kunstnerrettigheder og i oprettelsen af Statens Kunstfond. Hun var medlem af Ophavsretsrådet 1963-1972, af Planlægningsrådet for de Højere Uddannelser 1964-1973 og af Fængselsnævnet 1968-1973 samt formand for repræsentantskabet for Statens Kunstfond 1964-1973.

Højesteretsdommer og dommer ved Menneskerettighedsdomstolen

I 1964 blev Helga Pedersen udnævnt til højesteretsdommer som den anden kvinde efter Bodil Dybdahl, der var udnævnt i 1953. I 1971 blev Helga Pedersen den første kvindelige dommer ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, et hverv, der havde hendes varme interesse, og som hun bibeholdt lige til sin død.

Som formand for Dansk Pressenævn igennem de sidste otte år af sit liv fik hun også der mulighed for at varetage de svages retssikkerhed. De allersvageste, dyrene, træerne og miljøet, fandt også i hende en forkæmper og beskytter. Hun var bestyrelsesmedlem af Foreningen til Dyrenes Beskyttelse fra 1964 og formand for Fonden for Træer og Miljø fra 1974.

Udgivelser og udmærkelser

Helga Pedersen publicerede enkelte juridiske artikler, fx om ægteskabsloven, men blev som skribent mest kendt for bogen Céline og Danmark, der handler om den franske forfatter Louis-Ferdinand Célines ophold i Danmark 1945-1951. Bogen udkom både på dansk og fransk i 1975.

Helga Pedersen blev i 1951 udnævnt til den første kvindelige kommandør af Dannebrogordenen. I 1976 blev hun kommandør af 1. grad.

I 2008 blev Helga Pedersens Gade i Aarhus, der er navngivet efter Helga Pedersen, indviet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig