Johan Sverdrup, 1816-1892, norsk jurist og politiker. Sverdrup var stortingsrepræsentant 1851-85 og blev på ny valgt 1891. I Stortinget gjorde han sig gældende som en fremragende taler og ivrig forkæmper for liberale mærkesager som parlamentarisme, udvidelse af valgretten og indførelse af en nævningeinstitution. Sverdrup blev en national lederskikkelse for oppositionen i kampen mod den af kongen udnævnte regering og fik for alvor gennemslagskraft, efter at han i 1869 var kommet overens med bonderepræsentanterne, og der var gjort tilløb til dannelsen af et egentligt Venstreparti; Norges Venstreforening stiftedes dog først i 1884. 1871-81 var han stortingspræsident, og efter en stor valgsejr til Venstre i 1882 indledtes en rigsretssag mod ministeriet Selmer, der skulle bruges som løftestang til at fremtvinge et regeringsskifte og indførelse af parlamentarisme (se Norge (historie)). Efter dommen i 1884 var vejen banet, og Sverdrup blev statsminister i en Venstreregering. Han var da alderstegen og havde problemer med overgangen fra rollen som oppositionsleder til regeringschef. Dertil kom, at han af væsen var tillukket og lidet omgængelig. Mærkesager som nævningeting og valgretsudvidelse blev gennemført, men mange partifæller fandt hans kirkepolitik for højreorienteret og i øvrigt, at han i unionsspørgsmålet var for eftergivende, ligesom hans personlige integritet blev draget i tvivl. Regeringen bar præg af indbyrdes splid, og i 1888 blev Venstre splittet mellem Sverdrups Moderate Venstre og det mere radikale Rene Venstre. I 1889 valgte Sverdrup at gå af for at komme en mistillidsafstemning i forkøbet, og et Høyreministerium kom til magten. Sverdrup vedblev at virke for samling af Venstre og blev i 1891 på ny valgt til Stortinget, men døde, inden det var trådt sammen. Sverdrup huskes i Norge som en markant forkæmper for demokrati, og hans andel i, at Norge som det første nordiske land fik parlamentarisme, er stor.