Faktaboks

Johann Wadephul

Johann David Wadephul

Født
10. februar 1963, Husum, Slesvig-Holsten
Johann Wadephul sammen med Annalena Baerbock fra partiet De Grønne, som han afløste som udenrigsminister den 6. maj 2025. Billedet er fra Forbundsdagen i Berlin samme dag efter valget af Friedrich Merz som forbundskansler.
Johann Wadephul og Annalena Baerbock i 2025.
Af /Ritzau/Scanpix.

Johann Wadephul er en tysk politiker fra det kristeligt-demokratiske parti CDU. Han har været Tysklands udenrigsminister siden 2025 som medlem af Friedrich Merz' regering.

Johann Wadephuls baggrund og uddannelse

Wadephul blev født i Husum i Slesvig lige syd for den dansk-tyske grænse. Det ret sjældne efternavn er af plattysk oprindelse, hvor det betyder 'vade-pøl'. Wadephul studerede jura ved universitetet i Kiel og blev jurist med speciale i sundhedsret og socialret i 1991. Herefter arbejdede han en årrække som advokat.

Wadephul blev tidligt aktiv i politik; han meldte sig allerede ind i CDU som 19-årig 1982.

Politiker i Slesvig-Holsten 1993-2009

Fra 1993 var Johann Wadephul medlem af ledelsen af CDU i Slesvig-Holsten. Efter delstatsvalget i 2000 blev han også medlem af Slesvig-Holstens landdag, hvor han blev formand for CDU's gruppe, da partiet vandt landdagsvalget i 2005.

I tysk politik fra 2009

Daværende forbundskansler Angela Merkel støttede sin partifælle Johann Wadephul ved et valgmøde i Rendsborg i Slesvig-Holsten den 27. august 2013 forud for valget til Forbundsdagen den 22. september.
Angela Merkel og Johann Wadephul i 2013.
Af /Ritzau/Scanpix.

Wadephul blev medlem af Forbundsdagen ved valget hertil i 2009. Han repræsenterer valgdistriktet Rendsborg-Egernførde (på tysk Rendsburg-Eckernförde) i Slesvig-Holsten. Han blev først medlem af Forbundsdagens udvalg for arbejdsmarkeds- og socialpolitik. Senere kom han med i det udenrigspolitiske udvalg i Forbundsdagen. Han har bl.a. været CDU’s ordfører angående Mellemøsten, de arabiske stater i Den Persiske Golf og Iran.

I forhandlingerne om at danne en koalitionsregering under ledelse af kansler Angela Merkel efter forbundsvalget i 2017 var Wadephul en del af arbejdsgruppen om udenrigspolitik, ledet af Ursula von der Leyen, Gerd Müller og Sigmar Gabriel.

Politiske holdninger

En af Johann Wadephuls første opgaver i embedet som udenrigsminister var at deltage i et uformelt møde med EU's udenrigsministre i Lviv i det vestlige Ukraine den 8. maj 2025. Hans udnævnelse var da to dage gammel. I 2023 havde han slået til lyd for, at Ukraine fik lov til at bruge de våben, som bl.a. Tyskland har leveret til landet, på russisk territorium.

Johann Wadephul ved den polsk-ukrainske grænse 2025.
Af /Ritzau/Scanpix.

Ud over holdninger om udenrigspolitik har Wadephul til tider indtaget positioner, som ofte tilhører den mere centrumorienterede del af CDU. I juni 2017 stemte Wadephul således for indførelse af ægteskab for samme køn i Tyskland – imod CDU-gruppens flertal.

I 2019 var Wadephul også blandt de 14 medlemmer af CDU-gruppen i Forbundsdagen, som i et åbent brev opfordrede partiet til at samles om Merkel og partiformand Annegret Kramp-Karrenbauer (f. 1962). Brevet var rettet mod den kritik, som var fremsat af de mere konservative CDU-medlemmer Roland Koch og (den nuværende forbundskansler) Friedrich Merz.

Forud for CDU’s ledervalg i 2021 støttede Wadephul offentligt Norbert Röttgen til at efterfølge Annegret Kramp-Karrenbauer som partiets formand. Det var et valg, som Merz endte med at vinde.

I 2023 slog Wadephul han til lyd for, at Ukraine fik lov til at bruge de våben, som bl.a. Tyskland har leveret til landet, på russisk territorium.

Wadephul har også støttet eksporten af tyske våben til Israel under Gaza-krigen. Han er som de fleste tyske toppolitikere af historiske årsager grundlæggende pro-israelsk. I den forbindelse har han udtrykt, at man skal arbejde for at sikre, at overdreven og uberettiget kritik af Israel undgås. Det gælder for mange resolutioner i FN-organer, at de efter Wadephuls opfattelse er ensidige mod Israel og har en klar anti-israelsk motivation.

Familieliv

Wadephul er gift og har tre børn. Han er evangelisk-luthersk kristen som langt de fleste i Slesvig-Holsten. Familien bor i den mindre by Molfsee i området.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig