Johannes Pedersen

Johannes Pedersen blev født i 1883 på Langeland i Illebølle, men hans familie flyttede to år senere til Skårup på Fyn, hvor han voksede op. Hans far hed Søren Pedersen (1852-1940) og var førstelærer i byen. Han var gift med Ida Ingeborg Sindet Pedersen, født Noiesen (1852-1944).

I 1895 blev Pedersen optaget på Sorø Akademi; han havde indtil da gået på sin fars skole. Denne overgang skulle vise sig at blive begyndelsen på en fagligt stimulerende, men også personligt svær tid for Pedersen, der døjede med sygdom og modløshed i længere perioder. Men i løbet af gymnasietiden lykkedes det ham at overvinde sine udfordringer, og han dimitterede som student med udmærkelse i 1902, hvorefter han blev optaget på teologistudiet på Københavns Universitet.

De to undervisere, som prægede Johannes Pedersen allermest i løbet af hans skolegang, var akademiets egen rektor, Bartholomæus Hoff (1840-1912), som underviste i oldgræsk, og den systematiske teolog, dr.theol. Frederik Christian Krarup, der dels var sognepræst på Sorø og dels religionslærer på akademiet. Sidstnævnte var udslagsgivende for, at Pedersen selv søgte ind på teologistudiet, men dog ikke for at blive præst. Det var i stedet filosofien og dens grundproblematikker, som tiltrak ham i første omgang.

Pedersen udviste størst interesse i de historiske aspekter i de enkelte teologiske fag, især Det Gamle Testamentes eksegese, som han endte med at specialisere sig i. Sideløbende med de obligatoriske fag læste Pedersen allerede i andet studieår også klassisk arabisk og aramæisk hos Frants Buhl, der var professor i semitisk-østerlandsk filologi, og som tidligere havde været professor i Det Gamle Testamentes eksegese.

Undervisningen i Det Gamle Testamente blev varetaget af professor Johannes Christian Jacobsen (1862-1948), der repræsenterede den litterærkritiske linje inden for den bibelske tekstkritik. I 1906 modtog Pedersen universitetets guldmedalje for en opgavebesvarelse på spørgsmålet om de israelitiske stammers indvandring i Kanaan. Han bestod sin embedseksamen i 1908, hvorefter vejen var banet for, at han kunne rejse til udlandet for at studere flere semitiske sprog. I mellemtiden boede han hos religionshistorikeren Edvard Lehmann, og i fællesskab fik de i 1909 udgivet værket Bibelbog for Skole og Hjem, der indeholder en oversættelse af Det Gamle Testamentes tekster i udvalg.

Fra 1909 til 1912 modtog Johannes Pedersen undervisning fra flere af de store navne inden for studiet af Nærorienten. I første omgang studerede han akkadisk hos assyriologen Peter Jensen (1861-1936) i Marburg og sidenhen hos Heinrich Zimmern (1862-1931) i Leipzig. Her læste han også klassisk arabisk hos August Fischer (1865-1949). I den forbindelse blev han tilknyttet Fischers arabiske ordbogsprojekt, der imidlertid aldrig blev aldrig færdiggjort.

Men Pedersen ønskede også at få indsigt i den religiøse praksis hos muslimerne. Han opsøgte derfor Christiaan Snouck Hurgronje (1857-1936) i Leiden, hvor han blev undervist i islamisk ret. Det var på dette tidspunkt, at Pedersen besluttede sig for at holde sig til de vestsemitiske sprog, hebraisk og arabisk, frem for det østsemitiske akkadisk og dens kileskrift. Ikke desto mindre læste han også oldpersisk hos Josef Marquart (1864-1930) i samme periode.

Pedersen afsluttede sine udlandsstudier med et kort ophold hos arabisten Ignaz Goldziher (1850-1921) og ikke mindst med indleveringen af et af sine hovedværker, Den semitiske ed og beslægtede Begreber samt Edens Stilling i Islam. Han forsvarede den som en doktordisputats i 1912 og fik tildelt graden dr.phil. Afhandlingen blev udgivet på tysk i 1914.

Johannes Pedersen agtede dog at rejse til udlandet igen for at lære sig det talte arabisk, det vil sige Cairo-dialekten i dette tilfælde, men idet 1. Verdenskrig brød ud i 1914, måtte rejsen vente til 1920. Han endte med at opholde sig mestendels i Cairos al-Azhar-moské, hvor han gjorde sig vigtige erfaringer – men han nåede også omkring Palæstina og Syrien. I mellemtiden lykkedes det ham i 1916 at få stillingen som docent i Det Gamle Testamente, og i 1919 blev han medlem af universitetets styrende organ, konsistorium.

Ikke ulig sin akademiske spændvidde varetog Johannes Pedersen også større administrative poster af forskellig art. Derudover var han også medlem af flere videnskabelige selskaber i både ind- og udland.

Allerede i årene 1919-1922 var han medlem af Københavns Universitets konsistorium og igen fra 1928-1933. Han trak sig i 1933, idet han samme år blev formand for Carlsbergfondets bestyrelse frem til 1955, men blev dog en del af Københavns Universitets kommission af 1935 om universitetets administrative, organisationsmæssige, økonomiske og undervisningsmæssige forhold. I forbindelse med sit arbejde i Carlsbergfondet udgav han en bog herom, Carlsbergfondet, i 1942, som også udkom i en engelsk oversættelse i 1956.

Han blev medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i 1924, dernæst formand for den historisk-filosofiske klasse 1942 og formand for hele Selskabet fra 1963-1969. Derudover var han bestyrelsesmedlem af Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg fra 1926-1955 samt Rask-Ørsted fondet fra 1950-1955.

Pedersen blev teologisk æresdoktor ved Lunds universitet i 1923, Manchester University i 1947 og Glasgow University i 1951.

Han blev også storkorsridder af Dannebrogordenen i 1955. Hans tilvalgte motto var magnum in parvo apparet – det store dukker op i det små.

• semitiske sprog
• Carlsbergfondet