Johannes (Yuḥanon) af Efesos (c. 507-589) var syrisk munk, titulær biskop af Efesos og historiker. Han stammede fra det nordlige Mesopotamien og blev allerede klostergivet som barn. Da kejserne Justin 1 og Justinian 1. i 520’rne forfulgte de syriske monofysiter, måtte Johannes drage i eksil. Han gennemrejste store dele af det østlige Byzantinske Rige, herunder Egypten, for til slut at slå sig ned i Konstantinopel c. 540. Skønt Johannes var modstander af Kalchedon, gjorde kejser Justinian ham alligevel i 542 til leder af missionsarbejdet i det indre af Lilleasien, hvor Johannes selv hævder at have omvendt store mængder kættere og ikke-kristne og grundlagt kirker og klostre. C. 558 ordinerede Jakob Baradai ham til biskop af Efesos, men han har aldrig opholdt sig i sit stift. Han blev fængslet som kætter c. 570 af kejser Justin 2. og tilbragte resten af sit liv i fængselet. Johannes' hovedværk er Kirkehistorien i tre dele, der er delvis bevaret og slutter år 588: Det er en af de vigtigste historiske kilder til 500-tallet. De østlige helgeners liv fra 565-567 handler om tilhængere af monofysitismen. – Johannes har fortalt om den forfærdelige pestepidemi i 530'rne, og han er en af de forfattere, der fortæller om, hvordan solens lys var så dæmpet i 535-536, at man troede, at den aldrig ville få sin kraft tilbage. Beretningen er blevet bekræftet af dendrokronologer i vor tid: Den skyldtes partikler fra vulkanudbrud.