Københavns Belysningsvæsen Gadebelysningsafdeling 1970
Licens: CC BY SA 3.0

Københavns Belysningsvæsen, KB, var et kommunalt ejet energiselskab, der indtil 1999 forsynede beboerne i Københavns, Tårnby og Dragør Kommuner med elektricitet, fjernvarme og gas. I 1999 omorganiseredes selskabet og ændrede navn til Københavns Energi, der siden blev en del af HOFOR.

Københavns kommunale gasværker og elværker

København fik sit første kommunale gasværk, Vestre Gasværk, i 1857. På grund af en øget efterspørgsel, også fra andre bydele, åbnedes Østre Gasværk i 1878.

Selskabet Københavns Gasværker ændrede i 1891 navn til Københavns Belysningsvæsen, og året efter åbnedes byens og Danmarks første kommunale elværk, Gothersgade Elværk. Navneskiftet skyldtes, at både gas og elektricitet på den tid primært blev anvendt til belysning.

Elforsyningen blev derefter udbygget med Vestre Elværk i 1898, Østre Elværk i 1903 og H.C. Ørsted Værket i 1920. Fra 1925 blev en del af elproduktionen omlagt til kombineret el- og varmeproduktion, således at byens borgere også kunne forsynes med fjernvarme.

I 1953 idriftsatte Københavns Belysningsvæsen Svanemølleværket og i 1971 Amagerværket, begge med kombineret el- og fjernvarmeproduktion.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig