Laxdøla saga er en islændingesaga om "folkene i Laksådalen". Sagaen er en af de fire kendteste og mest omfangsrige med et vældigt persongalleri.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Laksdølernes saga
Laxdøla saga fortæller en slægts historie fra landnam til ca. 1030. Det er en forfaldshistorie om et stigende antal stridigheder, der involverer efterkommere af landnamskvinden Unn (eller Aud) den Forstandige. Den sidste er Gudrun, der optræder i en trekantshistorie mellem hende, hendes ungdomskærlighed Kjartan og ægtemanden Bolli. Trekantsdramaet med to mænd om én kvinde er et hyppigt tema i islændingesagaerne. Gudrun ender som kristen, og hermed antydes en ny værdinorm.
Laxdøla sagas interesse for kvinder og kvinders roller giver den en særstilling blandt islændingesagaerne.
Adam Oehlenschläger skrev et drama om den lidenskabelige, interessante og splittede Gudrun i Kiartan og Gudrun, 1848.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.