Lellinge Kirke

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Her fik man mulighed for at bygge lettere konstruktioner, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Tilbygningerne er opført i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger. Særligt var der præference for høje spidsbuer.

Det oprindelige kor og skib blev opført i midten af 1400-tallet. I skibet har der været en dør mod syd og en mod nord. Syddøren er endnu i brug om end i omdannet form, mens norddøren er forsvundet.

I den sengotiske periode tilføjede man tårnet vest for skibet, som er muret med bælter af kridtsten. Her var der et spidsbuet vindue mod vest, som i dag er blændet. Det ovale vindue mod nord er fra 1690’erne, hvor tårnrummet blev omdannet til gravkapel. Øverst er der til alle sider dobbelte, spidsbuede glamhuller til klokkernes lyd, og til hver side er der cirkelblændinger, dvs. dekorative murnicher. Våbenhuset fra samme periode har ligesom tårnet gotiske dekorationer på taggavlen med kamtakker og højblændinger.

I årene 1692-1694 rev man korets østlige gavl ned og tilføjede endnu et fag til kirken i tydeligt mindre teglsten. Korets udvidelse var foranlediget af kirkeejeren, den kongelige embedsmand gehejmeråd Caspar Schøller til Lellingegård, som også istandsatte kirken ved den lejlighed. Tilbygningen har svagt fremspringende murpiller, såkaldte lisener, på alle hjørnerne, og taget er afvalmet.

Kirkens ydre har stået afrenset siden 1880’erne, hvor man også ændrede alle døre og vinduer til de nuværende nygotiske.

I kirken står det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer i høj grad præg af dets krydshvælvede lofter. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

Mellem koret og skibet står der en korskranke med store messingstøbte balustre. Dørenes stolper er på forsiderne dekorerede med snitværk. De store statuer på gesimsen er senere kopier af Bertel Thorvaldsens statuer fra Vor Frue Kirke i København. En tilsvarende skranke med tolv messingbalustre står under tårnbuen.

Prædikestolen fra 1692 er i sin opbygning ganske enkel. Den har fire fag med felter, hvorpå er sat udskårne våbenskjolde og et spejlmonogram med CS og JT efter kirkeejerne Caspar Schøller og Johanne Tune (1656-1732). På hjørnerne er der akantusblade, som afsluttes i volutter.

Altertavlen er fra 1694. Dens arkitektoniske ramme dannes af to korintiske søjler med rigt udskårne sidevinger i gennembrudt relief. De har store, tidselagtige akantusranker, hvori der er indstukket Kristi lidelsesredskaber, og rankerne forplanter sig op over topstykket. Toppen er yderligere dekoreret med en statuette af den opstandne frelser på gravkistens låg, omgivet af stråler. I midten er der indsat et maleri af den sidste nadver, som er signeret ”A. Hunæus 1860”.

Kirkens bænke er samtidige med prædikestolen, ligesom præste- og degnestolen i koret og orgelpulpituret i skibets vestende. Et pulpitur er et ophøjet galleri, som her er lavet specifikt til orglet. Det har midt i brystværnet en lille orgelfaçade med udskåret akantusværk og blomsterfyldte hængeguirlander.

Døbefonten er angiveligt fra kirkens istandsættelse i 1880’erne. Den ottekantede kumme er af rød- og hvidflammet marmor.

Opstillet ved skibets nordvæg er en marmorstatue af Den gode hyrde, som er signeret ”Jørgen Larsen, Roma 1886”.

I det Schøllerske gravkapel i tårnrummet stod 11 større kister og to barnekister, der i 1920 blev gravet ned på kirkegården. Indskriftplader og andre beslag er opsat på træplader og hænger inde i kirken.