Mantinea var en oldgræsk bystat i landskabet Arkadien, centreret om byen af samme navn. Bystaten blev grundlagt i perioden 550-450 f.v.t. ved en synoikisme mellem fem landsbyer. Bystatens borgerhær talte i klassisk tid omkring 3000 mand, hvilket svarer til en befolkning på ca. 20.000. Det lykkedes Mantinea at undertvinge en række af de mindre bystater i det østlige Arkadien, men i 423 f.v.t. tvang spartanerne Mantinea til at frigive en del af dem.

Faktaboks

Også kendt som

Mantineia

Mantinea sluttede nu forbund med Athen, Argos og Elis, men alliancens hær blev besejret af spartanerne i et slag foran byen Mantinea i 418 f.v.t., hvorefter Mantineas imperium blev opløst. I 385 f.v.t. blev Mantinea erobret af spartanerne efter en belejring, og bybefolkningen blev tvangsforflyttet til de oprindelige landsbyer. Efter Spartas nederlag ved Leuktra i 371 f.v.t. blev Mantinea imidlertid grundlagt på ny, og i det næste slag ved Mantinea i 362 f.v.t. kæmpede bystaten sammen med Athen og Sparta mod den boiotiske forbundshær under Thebens ledelse.

Mantinea mistede sin betydning i løbet af 200-tallet f.v.t. og døde helt ud i middelalderen. Blandt ruinerne er fundamentet af bymuren opført i 370 f.v.t. den vigtigste.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig