Marokko

Marokko som en selvstændig nationalstat opstod først i 1956 med uafhængigheden fra fransk protektorat. I 1845 blev en grænse mellem Marokko og Algeriet fastlagt med Lalla Marnia Traktaten mellem Marokko og Frankrig, idet Algeriet var blevet gjort til en fransk koloni i 1830. Traktaten fastholdt den grænse, der havde været mellem Marokko og Det Osmanniske Riges vestligste grænse i Nordafrika men efterlod også mange områders tilhørsforhold uklar. Derfor har der været grænsedisputser mellem Marokko og Algeriet (bl.a. 1963-1964) samt mellem Marokko og Vestsahara.

Der er gjort fund af Homo sapiens fra Marokkos forhistorie, som menes at være mindst 300.000 år gamle. Den ældste nulevende befolkning i Marokko er berbere.

Både Fønikien og Karthago anlagde handelsstationer langs kysten af det område, der i dag udgøres af Marokko. Den nordlige del af landet blev erobret af romerne, der i ca. 42 e.v.t. etablerede provinsen Mauretania Tingitana.

Det første arabiske dynasti blev etableret i 788, og frem til 1660 var skiftende dynastier ved magten. Fra 1120 til 1269, herskede berber-dynastiet almohaderne, der på sit højdepunkt strakte sig over hele Nordafrika samt op i Andalusien. Fra 1666 ledede Alawi-dynastiet Marokko, og kongerne i moderne tid har alle været efterkommere i Alawi-dynastiet.

I 1912 blev Marokko et fransk og spansk protektorat. Efter selvstændigheden i 1956 omdannedes Marokko i 1957 et konstitutionelt monarki.

Perioden 1960-1980 var præget af politisk uro og undertrykkelse af oppositionen. Fra slutningen af 1990’erne syntes Marokko at gennemføre reformer mod et mere åbent politisk og økonomisk system. Men magten er stadig primært hos kongen og eliten omkring ham, den såkaldt makhzen. Dette førte til folkelige protester i forbindelse med det arabiske forår i februar 2011.

• Læs mere om Marokkos historie 788-1912, Marokkos historie fra 1912 og Marokkos forhistorie.

Marokko er bjergrigt. Rifbjergene strækker sig ca. 700 km fra Tanger i vest ved Gibraltarstrædet til Nador mod øst og afgrænser en smal kystslette mod Middelhavet. Atlasbjergene, der gennemskærer landet fra sydvest til nordøst, udgøres af de tre bjergkæder Anti Atlas, Høje Atlas og Mellematlas. I Høje Atlas ligger bjerget Jbel Toubkak, der med sine 4.167 m er det højeste i Atlasbjergene. Mange af bjergtoppene i området er sneklædte.

I Høje Atlas løber flere floder og såkaldte wadi, der fyldes med vand under de ofte voldsomme regnskyl. Der er også søer, hvoraf nogle er opdæmmede, så vandet kan udnyttes til vanding af marker og til at producere elektricitet.

Langs grænsen til Algeriet mod vest er Marokko præget af Sahara-ørkenen.

Marokkos klima varierer i forhold til de geografiske omgivelser. Lavtryksfronter fra både Europa og Atlanterhavet bringer kold luft ind over landet, der falder som regn især i mødet med Atlasbjergene. Regn falder i perioden oktober til maj. I de nordlige bjergområder kan nedbøren falde som sne.

Særligt langs kysterne har Marokko et typisk Middelhavsklima med kølige, regnfulde vintre og meget varme, tørre somre, hvor temperaturen kan komme over 40 grader. Her falder regnen sædvanligvis fra november til marts.

I ørkenområderne i syd og mod vest har Marokko tørt og meget varmt ørkenklima med meget lidt regn. Temperaturen kan om sommeren nå op omkring 50 grader.

• Læs mere om Marokkos geografi.

Den marokkanske befolkning anslås til at være 38.321.440 (2025). Landet har en befolkningstilvækst på ca. 1,01 % pr. år (2023).

Den ældste nulevende befolkning i Marokko er berbere, der menes at være komme til området fra ca. 2000 f.v.t. Berbernes estimeres til at udgøre ca. en tredjedel af Marokkos befolkning i dag.

Fra 700-tallet skete der en indvandring af arabere, som med tiden blandede sig med berberne. Dog bibeholdt store grupper af berbere deres sprog tamazight (berberisk) ved siden af arabisk. Mange antog islam som religion, der kom til området med araberne. I dag er mange marokkanere efterkommere efter arabere eller både arabere og berbere. Befolkning i ørkenområderne mod syd er efterkommere af både berbere og folkeslag fra Afrika syd for Sahara.

Ca. 75 % af indbyggerne bor i kystegnene og på højsletterne, hvor man også finder de større byer. Landbefolkningen har traditionelt været bofaste bønder, men der findes også halvnomadiske stammer. Godt 55 % af indbyggerne bor nu i byer, og der er især stor tilflytning til Casablanca.

Der bor 393.670 (FN-estimat, 2024) marokkanere i Vestsahara. De er flyttet dertil på opfordring af det marokkanske styre, idet Marokko gør krav på Vestsahara som en marokkansk region. Det anslås at 5,6 mio. marokkanere bor uden for Marokko, heraf 5,1 mio. i Europa. Tallet er behæftet med usikkerhed, da mange marokkanere kommer til Europa som illegale migranter.

Før Marokkos uafhængighed i 1956 fandtes der store franske og spanske mindretal, men de fleste forlod landet i forbindelse med uafhængigheden. Marokko har igennem historien haft et stort jødisk mindretal, men mange er emigreret til Frankrig og især Israel efter statens oprettelse i 1948.

• Læs mere om berbere, religion i Marokko.

Der er store regionale forskelle i levevilkår i Marokko. Særligt på landet og i landsbyerne i bjergområderne og særligt i Rifbjergene lever mange under vanskelige socioøkonomiske forhold. Arbejdsløsheden her er høj, og der mangler udvikling og modernisering. Mange familier er helt afhængige af udbytte fra landbruget, som igen er afhængigt af regn. Landbruget beskæftiger 40-45 % af den marokkanske befolkning. En del af har dog arbejde i de enorme gartnerier i kystområdet omkring byen Agadir i Souss-Massa-regionen.

Mange familier er afhængige af remittering, dvs. penge, som familiemedlemmer i udlandet sender hjem til familien i Marokko. I 2024 nåede remittering fra marokkanere uden for Marokko 11,8 milliarder USD. Det gør Marokko til det største remitterings-modtagerland i Afrika.

De vanskelige sociale og økonomiske forhold på landet har betydet en stor grad af urbanisering. Det er især de unge, der flytter til byerne i håbet om at finde arbejde.

Migration ses også af mange, især unge, som en udvej. En undersøgelse i 2024 viste, at en tredjedel af marokkanerne drømmer om eller planlægger at forlade Marokko. Mere end 3 millioner marokkanere lever i dag uden for Marokko. De er migreret igennem årtier. I 2023 ankom ca. 25.800 marokkanere til Spanien. Da det er meget vanskeligt at få det nødvendige visum til Europa, forsøger mange sig med illegale ruter via De Kanariske Øer eller de 15 km over Gibraltarstrædet til Sydspanien. Nogle få hundrede forsøger hvert år at svømme til de spanske enklaver Ceuta og Melilla, der ligger i Nordafrika med landegrænser til Marokko, og tusinder forsøger hvert år at forcere det høje hegn til enklaverne. De marokkanske myndigheder oplyste, at de i 2024 stoppede 78.685 migranter i at nå Europa. Tallet dækker både marokkanere (12 %) og personer fra det sydlige Afrika (67 %).

Efter selvstændigheden var den marokkanske økonomi statsledet med femårsplaner udarbejdet af kongen og regeringen. Den statsledede økonomi fortsatte frem til begyndelsen af 1990’erne. Fra 1990’erne stillede Vesten krav om økonomisk liberalisering til gengæld for lån og samhandel. Det skete bl.a. ud fra en antagelse af, at liberalisering ville føre til demokrati. I 2000 trådte Euro-Middelhavsassocieringsaftalen mellem EU og Marokko i kraft. Den skabte bl.a. et delvist frihandelsområde mellem EU og Marokko. Trods en officiel privatiseringspolitik, hvor tidligere statsejede virksomheder blev privatiseret, er realiteten, at ejerskabet er overgået til en elite tæt omkring kongen, hvorved den økonomiske og politiske magt er blevet styrket og resulterer i yderligere økonomisk skævvridning.

• Læs mere om EU's flygtningepolitik, Marokkos forfatning, Marokkos politiske partier, Marokkos sociale forhold.

På grund af de svære socioøkonomiske forhold og arbejdsløshed især for unge, har Marokko været præget af social uro og demonstrationer igennem begyndelsen af 2000-tallet. Under det arabiske forår udbrød der også i Marokko folkelige protester og demonstrationer i de store byer i hele landet. Kravet var politiske reformer, herunder af politiet skulle ophøre med sine brutale behandling af befolkningen, valgsvindel, politisk censur og krav om økonomiske reformer mod den højde arbejdsløshed.

Efter to måneders protester annoncerede kong Muhammad 6., at han ville igangsætte et arbejde med en række grundlovsændringer, for at komme protesterne i møde. Ændringerne blev vedtaget i juli 2011. En af de betydningsfulde reformer var, at berberisk blev anerkendt som officielt sprog. Kongen udskrev også valg til parlamentet. Demonstranterne og store dele af civilsamfundet så dog reformerne som overfladiske og krævede fortsat dybere reformer. Den sociale uro og protesterne blusser derfor fortsat op.

• Læs mere om det arabiske forår.

Marokko har en rig litteraturhistorie, som tog sin begyndelse i 700-800-tallet under indflydelse fra kalifatet i Cordoba. Efter selvstændigheden i 1956 opstod en ny arabisksproget litteratur, der i både noveller og romaner formulerede de nye nationalistiske tanker. Ikke mindst en række fremtrædende marokkanske og marokkansk-franske kvindelige forfattere nyder anerkendelse og anseelse. Med anerkendelsen af berberisk (tamazight) er der en voksende litteratur skrevet på dette sprog.

Marokko har et stærkt kvindelandshold i fodbold. I 2022 blev kvindernes Africa Cup of Nations afholdt i Marokko, og her lykkedes det helt uventet for det marokkanske kvindelandshold at nå finalen mod Sydafrika, hvor de dog tabte 2-1. I 2023 deltog holdet i FIFA's Women's World Cup, hvor de gik videre til knockout-runderne.

I 2030 skal Marokko sammen med Spanien og Portugal være vært for herrernes VM i fodbold. Marokko forventer derfor at udvide sin lufthavnskapacitet fra 38 til 80 millioner passagerer.

Teksten til Marokkos nationalsang blev skrevet i anledning af, at herrelandsholdet i fodbold i 1970 uventet kvalificerede til verdensmesterskaberne for første gang nogensinde. Teksten blev skrevet af digteren Ali Squalli Houssaini (1932-2018) til et musikstykke komponeret i 1952 af en fransk officer.

Der er skolepligt i grundskolen, hvilket svarer til alderen 6-15 år. Kun godt halvdelen af eleverne fortsætter derefter i overbygningsklasserne, og kun 11 % tager en videregående uddannelse. Der er store universiteter i bl.a. Rabat.

Trods statens uddannelsespolitik er der dog stadig en betydelig grad af analfabetisme i Marokko, især blandt kvinder, hvoraf ca. 40 procent ikke kan læse og skrive. Analfabetismen er særligt udbredt blandt piger og kvinder i landdistrikterne. Her går kun ca. halvdelen af pigerne i skole på trods af skolepligten.

• Læs mere om uddannelse i Marokko, Marokkos litteratur, marokkansk film, Maghreb-køkken, Marokkos musik.

De officielle sprog i Marokko er arabisk og tamazight (berberisk). Berberisk blev anerkendt som sprog i forbindelse med en reform af grundloven i juli 2011. I medier og den offentlige administration bruges moderne standardarabisk, mens befolkningen i dagligdagen taler marokkansk dialekt, som kan variere en smule fra egn til egn. Det anslås, at 60 % af befolkningen har marokkansk dialekt som modersmål.

Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange, der i dag taler berberisk. En folketælling i 2016 opgjorde, at 28 % af befolkningen talte berberisk, men berber-organisationer anslår, at 65-70 % af den marokkanske befolkning taler berberisk. Tallet ligger således mellem ti millioner og 24,9 millioner

Fransk er stadig udbredt som andetsprog og i undervisningen, og derfor taler størstedelen af den marokkanske befolkning fransk. Der tales spansk af et mindretal mod nord og i Sahara.

• Læs mere om sprog i Marokko, arabisk, berberisk.

I 1753 indgik den danske konge Frederik 5. en fredsaftale med Marokkos sultan Mohamed 3. Aftalen sikrede, at den danske handelsflåde kunne sejle via Gibraltarstrædet nord om Marokko og ind i Middelhavet samt ned langs Marokkos atlanterhavskyst uden at blive overfaldet af marokkanske kaperskibe og få både skib, last og mandskabet frarøvet. Lignende aftaler indgik Danmark med Algeriet, Tunesien og Tripoli (Libyen), som både i en dansk og bredere europæisk sammenhæng blev kaldt for Barbareskstaterne.

Fra 2003 har Marokko været et af fokuslandene under Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, som er Danmarks udenrigspolitiske program i en række arabiske lande. Gennem partnerskaber mellem marokkanske og danske civilsamfundsorganisationer er det hensigten at fremme særlige udviklinger i Marokko. Fokus har bl.a. været på demokratisering, jobskabelse og menneskerettigheder.

• Rabat
• lande i Afrika
• Afrikas hovedstæder