Miguel de Cervantes

Det er muligt, at hans ophold i Italien blev forårsaget af en flugt fra ordensmagten. I alle tilfælde bevares en arrestordre på en Miguel de Cervantes på grund af i en duel at have såret en vis Antonio Sigura. Det er imidlertid ikke sikkert, at arrestordren er rettet mod den i dag så berømte forfatter. I Italien kom han i tjeneste hos kardinal Acquaviva, besøgte mange dele af landet og læste værker, som kom til at præge hans senere forfatterskab, så som Ludovico Ariostos ridderepos Orlando furioso.

Cervantes forlod kardinal Acquaviva og lod sig indrullere i korstogene mod Osmannerriget. Han udmærkede sig som soldat i søslaget ved Lepanto, hvor han i øvrigt mistede førligheden i sin venstre hånd. Da han i 1575 var på vej tilbage til Spanien, blev skibet opbragt af nordafrikanske pirater, som førte ham til Algier for at kræve løsepenge.

Da bortførerne opdagede, at Cervantes havde anbefalinger på sig fra ingen ringere end Juan d'Austria (Karl 5.s uægte søn) og fra hertugen af Sessa, krævede de en løsesum, som var langt over hans families beskedne formåen. Efter tre flugtforsøg og fem års fangenskab blev han løskøbt, til dels med hjælp fra to munkeordner, der havde som mission at frikøbe fanger.

Dette fangenskab påvirkede ham i høj grad og bliver også afspejlet i flere værker, fx i fangens beretning i første del af Don Quijote eller i skuespillet Los baños de Argel (1615, Fangegårdene i Algier, 2021).

Indtil første bind af Don Quijote udkom, levede han af forskellige hverv, bl.a. som proviantør til den Spanske Armada og som skatteopkræver. To gange havnede han i fængsel på grund af rod i regnskaberne. Oplevelserne fra de mange rejser og fængselsopholdene omsattes i realistiske passager i flere noveller og i Don Quijote. Han blev gift med den væsentligt yngre Catalina de Salazar y Palacios (1565-1626) i 1584. Ægteskabet blev barnløst, og efter alt at dømme var samlivet ikke harmonisk.

I 1580'erne begyndte han at give sig til kende på den litterære scene i Spanien. Hans første værk, La Galatea (1585, på dansk Galatea) er en hyrderoman efter forbilledet Jorge de Montemayors berømte Diana (1559). På dette tidspunkt begyndte han også at skrive dramatiske værker. Han fulgte forskrifterne for det aristoteliske teater og havde en vis succes. Imidlertid begyndte Lope de Vega at danne skole med sin nye model for dramaet (brud på handlingens, stedets og tidens enhed samt blanding af komiske og tragiske elementer), og Cervantes' skuespil kom til at blive opfattet som gammeldags.

I 1605 udkom første del af Don Quijote, og den blev en succes med det samme. Den udkom i mange oplag og blev allerede i 1612 oversat til engelsk og i 1614 til fransk. De sidste år af hans liv var han i højere grad i stand til at vie sig til sin forfattervirksomhed, men levede indtil sin død i 1616 under tilbagevendende økonomiske vanskeligheder.

Hovedpersonen Alonso Quijano forlæser sig på ridderromaner og beslutter under navnet don Quijote at genoplive de omvandrende ridderes stand. En ridder i panser og plade var på Cervantes' tid en håbløs anakronisme, så samtiden lo ad don Quijote, der insisterer på at møde virkeligheden med ridderromanernes idealer. Han går nederlagene i møde med mod og værdighed, og latteren afløses ofte af sympati og medvidende smil.

Don Quijote får allerede i starten af første bind sin væbner i bonden Sancho Panza. De danner en af verdenslitteraturens berømteste modsætninger. Don Quijote er fantast, når det drejer sig om riddervæsen og, trods al modgang, ukuelig idealist og humanist. Sancho er jordbunden og både snu og fej. Undervejs, især i andet bind, påvirker de to hinanden, så Sancho "quijotiseres", og Alonso Quijano til sidst afsværger al ridderskabets væsen.

Igennem såvel første som andet bind gennemfører Cervantes en lang række litterære (metafiktive) spil, der viser, hvordan fiktion og virkelighed er uløseligt sammenvævet. Selvom Don Quijote udstiller afstanden mellem ridderromanernes fantasiunivers og virkelighedens hårde vilkår, viser Cervantes samtidigt, hvordan virkelighedens væsen undslipper os. Vi er – ligesom Don Quijote – henvist til konstruerede forestillinger om realiteternes beskaffenhed.

Der er tale om en umådeligt rig, men også venlig bog, som bruger humoren til at forsone læseren med verdens skævheder og med ens egne ufuldkommenheder. Værket blev en succes straks ved udgivelsen af første bind i 1605. Andet bind udkom i 1615 og repræsenterer en yderligere udfoldelse af det metafiktive niveau, idet mange af de personer, som Don Quijote og Sancho Panza møder, kender dem fra at have læst første bind af værket.