Kirken er en usædvanlig lang romansk bygning opført i granitkvadre, hvis skib allerede i senromansk tid blev forlænget mod vest, og i ungotisk tid fik erstattet det oprindelige kor med det nuværende langstrakte kor, der næsten er lige så bredt som skibet. I senmiddelalderen blev der opført et våbenhus foran skibets syddør og rejst et tårn i vest.
Kirken er oprindelig bygget med kor og skib, hvoraf i hvert fald koret menes fortrinsvis at have været bygget af granitkvadre. Murværket er op til lidt over halv højde bygget af kvadre, mens den øvre del er bygget af tufsten. Der hersker dog tvivl om, hvorvidt hele sydmurens øvre del er i tufsten, da de er vanskelige at identificere under pudslaget. Af de oprindelige romanske døre er syddøren fortsat i brug, hvorimod norddøren er blevet rykket mod vest i forbindelse med skibets vestforlængelse.
Skibet antages at have haft fire rundbuede vinduer, hvoraf de to i nord endnu er bevaret. Det nuværende nordvindue i det forlængede kor er unggotisk og har paralleller i Ribe Domkirke. Kirkens øvrige vinduer er yngre, fortrinsvis fra 1800-tallet.
Tagkonstruktionen er formentlig middelalderlig, men dets nuværende udseende er fra 1849.
Tårnet, der kom til i senmiddelalderen, er opført i munkesten. I 1931 blev der indsat en spidsbuet indgangsportal i vest, da tårnrummet blev omdannet til indgangshal. Våbenhuset er ligeledes opført af munkesten, og det fik ca. 1850 forkortet sine mure med ca. 45 cm.
Indvendig er langmurene af små, rå marksten, muret i en mørtel af skælkalk, dvs. kalk brændt af muslingeskaller, mens triumfmuren har kvadre på begge sider. Det langstrakte kor blev overhvælvet i forbindelse med forlængelsen, mens skibet har fladt bjælkeloft. Da det overhvælede tårnrum i 1931 blev inddraget som forhal, overgik våbenhuset til graverens brug, hvorfra der er adgang til skibet via et dobbelt dørparti.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.