Kirken består af et romansk kor med apsis og skib, opført i blandet materiale med granitkvadre udvendigt og rå kamp indvendigt de fleste steder, men med munkesten øverst i koret og apsissen. Dette tyder på, at koret og apsissen i senromansk eller unggotisk tid blev ombygget. I sengotisk tid blev der tilføjet et våbenhus foran skibets syddør og et tårn mod vest.
Den store romanske kirke blev som nævnt ombygget tidligt, sandsynligvis i 1250-1275, og i denne forbindelse virker det også sandsynligt, at skibet blev forhøjet, hvilket antydes ved, at de oprindelige vinduer sidder meget lavt i skibets mure. Der er bevaret i alt fire af de oprindelige otte vinduer, og begge de oprindelige døre i skibet findes også fortsat.
Syd for skibet står kirkens våbenhus, som er opført af kvadersten og munkesten i sengotisk tid, men med skalmuring af røde teglsten fra 1777-1778. Det anselige våbenhus har spor efter, at det oprindeligt skulle være opført med saddeltag og et hvælvet loft, men disse planer blev tilsyneladende aldrig gennemført. De tilmurede rester af en dør i den østre mur viser, hvor trappen op til rummet over de påtænkte hvælv skulle have været.
Kirkens sengotiske tårn står vest for skibet og er opført af munkesten og kamp, men med større, senere modifikationer på murværket. Siden 1952 har tårnrummet været adskilt fra resten af kirkerummet af en lukkemur. Tårnet har tre stokværk, hvoraf det midterste er usædvanligt højt. Dette skyldes sandsynligvis, at det oprindeligt var tænkt til at være delt i to, hvilket ses på nogle riller i muren, som sikkert er lavet til at indsætte gulvbrædder. Tårnet krones af et svagt ottekantet pyramidespir, sandsynligvis fra 1609.
Tidligere havde kirken et sakristi, som nævnes i 1684, men det er usikkert, hvor det stod, eller hvornår det forsvandt. Det er dog sandsynligt, at det blev revet ned i forbindelse med en ombygning af koret i 1859.
Kirkens tagværk er gammelt, men ikke oprindeligt overalt. I korets nordside er der stadig dele af det oprindelige romanske tagværk, mens resten af korets og skibets tagværk er fra enten 1250-1275 eller omkring år 1400. Spirets tagværk er primært fra 1609.
Indvendigt står kirken i dag hvidkalket med fladt bræddeloft i skibet og hvælv fra år 1400 i koret. Også tårnrummet har hvælvet loft.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.