Olof Palme

Olof Palme kom fra et borgerligt miljø, men tilsluttede sig under sit jurastudium den socialdemokratiske studenterklub. Han blev juridisk kandidat i 1951 og snart efter tilknyttet gruppen af sekretærer omkring Tage Erlander, som han fik et både personligt og politisk meget nært forhold til.

Olof Palme blev valgt til Riksdagen i 1958. Han blev i 1963 konsultativ statsråd og var kommunikationsminister i 1965 og undervisningsminister fra 1967 til 1969. I 1969 efterfulgte Palme Erlander som formand for Socialdemokratiet og tillige som statsminister, en post, han beholdt, indtil et socialdemokratisk valgnederlag i 1976 banede vej for en borgerlig samlingsregering. Palme vendte efter en stor valgsejr tilbage som statsminister i 1982 og bevarede den politiske ledelse indtil sin død i 1986.

Olof Palme blev partileder og statsminister på et tidspunkt, da den økonomiske vækst og udbygningen af den svenske velfærdsstat så ud til at kunne fortsætte uden problemer.

Men fra begyndelsen af 1970'erne skærpedes den politiske modstand mod Socialdemokratiet og Palme personligt, og den økonomiske krises gennemslag i Sverige i begyndelsen af 1980'erne vanskeliggjorde gennemførelsen af velfærdsreformer. Indenrigspolitisk blev det navnlig spørgsmålene om udvikling eller afvikling af kernekraften og om indførelse af lønmodtagerfonde, der voldte Palme problemer. I sagen om fondene modererede Palme i 1983 fagbevægelsens ganske vidtgående krav, uden at det formildede den borgerlige modstand.

Olof Palmes store interesse var imidlertid international politik. Allerede som undervisningsminister vendte han sig som den første vestlige politiker af betydning mod USA's engagement i Vietnam, og han formulerede sig meget skarpt mod USA's politik. I perioden som oppositionsleder fra 1976 til 1982 fik han en række internationale politiske opgaver; han var bl.a. FN-mægler i konflikten mellem Iran og Irak og i 1980 formand for en international kommission for nedrustnings- og sikkerhedsspørgsmål (Palmekommissionen). Men hans udenrigspolitiske aktivisme skabte problemer i den interne svenske politik, hvor mange fandt den i modstrid med traditionel svensk neutralitetspolitik.

Olof Palme blev myrdet i Stockholm natten til den 1. marts 1986. Han blev skudt ned bagfra, da han sammen med sin kone var på vej hjem fra en biografforestilling. Hans bratte død var et alvorligt chok for både den svenske og den internationale offentlighed, og den manglende opklaring af drabet blev et nationalt traume. Først i 2020 – 34 år efter mordet – blev Stig Engström (1934-2000), kendt som "Skandiamanden", udpeget som den formodede gerningsmand.

Olof Palme var en medrivende taler og agitator med et både præcist og farverigt sprog. Som polemiker var han skånselsløs, hvilket undertiden gjorde hans forhold til politiske modstandere særdeles anstrengt. Hans hurtige intellekt fik ham jævnlig til at binde sit parti til standpunkter, der ikke var gennemdiskuterede. På den internationale scene var Palme tidens mest kendte og velanskrevne nordiske politiker. I det hjemlige miljø var han omstridt, intenst hadet af mange, beundret af flere.

Olof Palme skrev flere bøger, bl.a. Politik är att vilja (1968, dansk: Politik er at ville, 1968).

• statsministre i Sverige
• Sveriges historie 1905-2002
• Socialdemokraterna
• Sveriges forfatning