Faktaboks

Patrice Chéreau
Født
2. november 1944, Lézigné, FRankrig
Død
7. oktober 2013, Clichy, Frankrig

Patrice Chéreau gæstespillede med Bernard-Marie Koltès’ I bomuldsmarkernes ensomhed i Kanonhallen/KIT 1995.

.

Patrice Chéreau var en fransk skuespiller og instruktør af både teater, film og opera. Han debuterede med Victor Hugos L’intervention i 1964.

Patrice Chéreaus karriere

Patrice Chéreaus samarbejde med scenografen Richard Peduzzi og kostumedesigneren Jacques Schmidt fra sidst i 1960'erne gav ham mulighed for at udvikle et scenisk arkitektonisk landskab, hvor forholdet mellem figur og rum kunne understrege et scenisk univers, der på én gang er historisk konkret og alment forståeligt. 1969-1972 iscenesatte han flere gange på Piccolo Teatro hos Giorgio Strehler, som fik en afgørende betydning for hans udvikling. 1976-1980 iscenesatte han med Pierre Boulez som dirigent Wagners Der Ring des Nibelungen i Bayreuth. Den sceniske ramme om opsætningen var industrialismens gennembrud.

Fra 1982-1990 var Patrice Chéreau kunstnerisk leder af Théâtre des Amandiers i Nanterre, hvor hans fire uropførelser af Bernhard-Marie Koltès’ værker betød et internationalt gennembrud for dramatikeren.

Fra 1990 og frem

Patrice Chéreau arbejdede siden 1990 freelance over hele Europa og vekslede mellem skuespil, opera og film. Patrice Chéreau besøgte Danmark i 1995 (Kanonhallen) med sin opsætning af Koltès’ I bomuldsmarkernes ensomhed 1987. 2003 vendte han tilbage til fransk teater med en lovprist opsætning af Racines Phèdre på Odéon Théâtre, uropført ved Ruhr Triennalen.

Patrice Chéreaus kunstneriske alsidighed med nyfortolkninger af klassikere, opsætninger af moderne dramatikere og banebrydende operaiscenesættelser har gjort ham til en af Frankrigs mest betydningsfulde instruktører.

Film af Patrice Chéreau

Blandt Patrice Chéreaus film kan nævnes Homme Blessé (1983), La Reine Margot (1994) efter en roman af Alexandre Dumas d.æ., Intimité (2001) og Gabrielle (2005) efter Joseph Conrads kortroman The Return (1897).

Udvalgte dramatiske værker

  • La Fausse Suivante 1971
  • La Dispute 1973
  • Peer Gynt 1981
  • Les Paravents 1983
  • Combat de nègre et de chiens 1983
  • Quai Ouest 1986
  • Le Retour au Dèsert 1988
  • Hamlet 1988

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig