Peloponnes

Peloponnes udgør en fortsættelse af fastlandets geologiske zoner, der primært består af mesozoiske aflejringer, sand- og kalksten, skifer og marmor. Området er tektonisk aktivt med hyppige jordskælv langs nordkysten, hvor halvøen adskilles fra fastlandet ved den dybe sænkning Korinthbugten, og langs vestkysten sydover til Kreta. I de senere år har større jordskælv ødelagt dele af byerne Kalamata (1986), Pirgos (1993), Patras (1993) og Egio (1995).

³/₄ af halvøen er dækket af tertiære foldebjerge, der er skabt ved den alpine foldning; højeste bjerg er Taigetos (2407 m). Større højsletter ligger i den centrale del ved Tripoli og Mantinea; langs floderne Pinios (70 km) og Alfios (Alfeios, 110 km) i vest og Pamisos og Evrotas (82 km) i syd ligger frugtbare landbrugsområder. Opdæmning af floderne Pinios (70 km) og Ladonas (70 km) anvendes til kunstvanding og elkraft.

Halvøens kystlinje er i nord og vest uden større indskæringer og præget af smalle lavtliggende og frugtbare kystområder samt marsk og sandstrande med kun få naturhavne, mens den syd- og østlige del har en varieret kyst med mindre bugter, indskæringer, klipper og sten- og sandstrande. Den sydlige del består af tre sydvendte halvøer, der med Mani som den midterste danner rammen om to store bugter, Den Messeniske med havnebyen Kalamata og Den Lakoniske med havnebyen Githio. På østkysten syd for Den Argoliske Halvø strækker Den Argoliske Bugt sig dybt ind i landet, hvor havnebyen Nafplio ligger i bunden.

Landbruget er det vigtigste erhverv. Der dyrkes primært oliven og druer samt citrusfrugter, kartofler, tomater, hvede, æbler, bomuld, tobak og ferskner. Der er en betydelig produktion af mælk, ost og kød. Der eksporteres oliven, olivenolie, vin og tørrede druer (korender og sultanaer).

Industrien er koncentreret i de nordliggende byer Patras og Korinth samt i Kalamata i syd. Der produceres hovedsagelig føde- og drikkevarer, tekstil og beklædning, træ- og korkprodukter, cigaretter, elapparater, cement, papir, metal- og gummiprodukter.

Der brydes marmor i den centrale og østlige del og på Mani, og store åbne brunkulsminer findes ved Megalopolis. Brunkullene anvendes til brændsel i elkraftværker samme sted.

Infrastrukturen på Peloponnes er siden midten af 1990'erne blevet udbygget og renoveret. Den smalsporede jernbane fra 1880’erne, der forbinder Peloponnes med Athen, er delvist blevet moderniseret. Den gamle, 22 km lange tandhjulsbane fra byen Diakofto på nordkysten til bjergbyen Kalavrita er renoveret. Ved det smalle stræde Rion-Antirion øst for Patras er en 2,5 km lang højbro bygget og forbundet med motorvejsnettet 2004. Der er et veludbygget intercity-bussystem og motorvej til Athen via Korinth fra henholdsvis Patra og Tripoli. Der er færge- og nye flyvebådsforbindelser mellem Piræus og en række byer på nord- og østkysten samt daglige flyforbindelser til Athen fra Patra og Kalamata.

Turismen har siden 1960'erne været en vigtig indtægtskilde pga. halvøens rige antikke historie og de mange arkæologiske udgravninger i bl.a. Korinth, Nemea, Mykene, Argos, Tiryns, Epidauros, Sparta, Megalopolis og Olympia samt de mange byzantinske, frankiske, venetianske og tyrkiske borge og klostre i fx Nafplio, Mistra, Monemvasia, Mani og Patras. Peloponnes har en række naturskønne områder i bjergmassiverne med bl.a. vandrestier og skisportscentre, og der findes flere drypstenshuler, bl.a. på Mani.

• Arkadien