Peter Bangsvej-mordene, eller dobbeltmordet på Peter Bangs vej, er betegnelsen for et uopklaret drab på en kontorchef og hans hustru i februar 1948.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Dobbeltmordet på Peter Bangs vej
Ægteparret Vilhelm og Inger Margrethe Jacobsen blev 19. februar 1948 dræbt med voldsomme slag i deres hjem på Peter Bangs vej på Frederiksberg, hvor deres husassistent fandt dem morgenen efter.
Forbrydelsen blev aldrig opklaret, men mange hypoteser er blevet fremsat; fx om forbindelse til værnemageri under Besættelsen grundet Vilhelm Jacobsens stilling i et firma der havde leveret uniformer til den tyske Værnemagt. Andre teorier knytter drabene til andre sager som Køge Bugt-mordene eller omhandler en sammensværgelse omfattende højtstående politimænd.
Eftersom dobbeltdrabene endnu er uopklarede er sagen omgærdet med megen mystik. Ikke mindst fordi selve gerningsstedet var nøje iscenesat. Eksempelvis blev den dræbte kontorchef fundet liggende i stuen med hovedet hvilende på en hovedpude under hvilken var placeret en buket tulipaner. Ovenpå liget var placeret en spadserestok. Også ovenpå liget af Fru Jacobsen, der blev fundet i parrets soveværelse, var en spadserestok placeret.
Anders Bodelsens roman Revision (1985) er inspireret af sagen. Derudover er sagen beskrevet i Peer Kaaes (f. 1965) Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej — Sagen genoptaget (2012).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.