Sergej Prokofjev

Prokofjev studerede klaver og komposition på konservatoriet i Sankt Petersborg fra 1904-14, blandt andet hos Nikolaj Rimskij-Korsakov.

Begyndende med Den Russiske Revolution tog Prokofjev på turné som pianist og komponist, først med base i USA og siden i Paris.

Fra 1933 nærmede han sig gradvist Sovjetunionen igen. Han fik blandt andet bestilling på en ballet til Leningrad og bosatte sig i Moskva i 1936.

Hans operaer og orkestermusik blev hyppigt kritiseret for såkaldt formalisme af myndighederne, og i 1948 blev han, sammen med blandt andre Dmitrij Sjostakovitj, formelt fordømt af partiet for sin musik.

Prokofjevs Skytisk Suite fra 1914-1915 etablerede ham som en af Ruslands mest progressive komponister. Værket er skrevet til Serge Diaghilevs Les Ballets Russesog både det tematiske fokus på det hedenske Rusland samt den aggressive rytme og harmoni har den til fælles med Igor Stravinskijs Le Sacre du printemps.

Med Symphonie classique fra 1917, der mimer den klassiske stil hos Joseph Haydn, viste Prokofjev sit talent for ironisk og musikalsk pastiche, som var en stor del af tidens hang til neoklassicisme.

I 1921, mens han boede i USA, dirigerede han uropførelsen af sin opera Kærligheden til de tre appelsiner, skrevet i 1919.

Særligt efter han søgte tilbage mod Sovjetunionen, skrev Prokofjev enkel, patriotisk brugsmusik. Det omfattede kantater, scene- og filmmusik, blandt andet det pædagogiske melodrama Peter og Ulven fra 1936, musik til Sergej Eisensteins film Aleksander Nevskij fra 1938 samt balletten Romeo og Julie, som blev uropført i Brno, ligeledes i 1938.

• Rusland – musik
• klassisk musik