Faktaboks

Sogn
Skærbæk Sogn
Provsti
Tønder Provsti
Stift
Ribe Stift
Kommune
Tønder Kommune

Kirken set fra nordøst.

Skærbæk Kirke
Af .

Skærbæk Kirke er en sognekirke, beliggende på en lille forhøjning lidt nordvest for centrum i Skærbæk by. Kirkegården, som er udvidet i 1886 og 1952 er omgivet af beplantede diger af kløvede kampesten. Rester af ældre hegnsmur fandtes nord for kirken i 1913, og i 1952 fandt man umiddelbart syd for kirken resterne af en kirkegårdsindgang, som må have været i brug indtil midten af 1800-tallet.

Kirkebygning

Kirken set fra sydøst.

Skærbæk Kirke
Af .

Kirken består af et romansk kor og et ret langt skib, som muligvis er forlænget på et tidligt tidspunkt. Begge dele er opført af granitkvadre. Hertil findes et sengotisk tårn og korsarme fra 1864. Tidligere fandtes også en nordre korsarm fra 1716, et ældre sakristi, et kapel og et trappehus, som i dag alle er revet ned.

I koret findes mod syd en præstedør med halvcirkulært tympanon, dvs. overligger over døren. Skibets oprindelige nord- og syddør er derimod tilmurede.

Det sengotiske tårn er egnstypisk med et spidst spir og en trekantet gavl i hvert verdenshjørne. Adgangen til skibet sker gennem en søjleportal i vest fra 1869. Indtil 1720 fandtes der også et trappehus på nordsiden.

De to korsarme nord og syd for skibet er opført i 1864 af genanvendte granitkvadre og små teglsten. Korsarmene blev opført som erstatning for to tilbygninger på samme sted, nemlig et sakristi i syd og et kapel eller skolehus i nord.

Indvendigt i kirken er væggene primært overhvidtet med blandede hvælvede og flade lofter. Koret og skibet er overhvælvet omkring 1350. I koret er der et ottedelt hvælv, mens skibet har to krydshvælv og korsarmen et såkaldt grathvælv. Tårnrummet er også overhvælvet, mens korsarmene har flade bjælkelofter.

Kalkmalerier

Udsnit af indskrift og rester af bort på tårnets nordvæg.

Kalkmalerier i Skærbæk Kirke
Af .

Udsnit af indskrift.

Kalkmalerier i Skærbæk Kirke
Af .

Kirken er kun sparsomt udsmykket med kalkmalerier. I tårnet ses dog nogle indskrifter, fremstillet af Liljeværkstedet i perioden 1500-1525, som også indeholder geometriske og planteornamenterede borter. De ornamentale detaljer viser motiverne sparre og krabbeblad.

Inventar og gravminder

Udsnit af indskrift samt rester af bort.

Kalkmalerier i Skærbæk Kirke
Af .

Kirkens ældste inventar er den middelalderlige døbefont i gotlandsk kalksten og det murede alterbord i tegl, som indeholder resterne af en helgengrav. Heri blev der i 1932 fundet en relikviekapsel af bly med fire bensplinter og pergamentstrimler, som på latin fortalte, at splinterne stammede fra Sankt Paulinus og de 11.000 jomfruer, som kirken oprindeligt var viet til.

På skibets nordvæg hænger et gotisk korbuekrucifiks fra sidste fjerdedel af 1400-tallet, bortset fra et par af fingrene som stammer fra en restaurering i 1932.

Kirkens prædikestol er fra 1606 og har typisk for egnen seks fag og en fremspringende karnap. I fagene ses relieffer, som forestiller scener fra Jesu liv og dommedag.

Altertavlen er i senrenæssancestil, og den er udført af snedkeren Jens Olufsen i 1631. Det oprindelige tilbud til degnen i Ribe domkirke er bevaret, og det vides derfor at den er lavet med altertavlen i Gram Kirke som forbillede. Bemalingen er ikke original, men er i stedet fremdraget i 1932 baseret på bemalingen fra 1735. På storfelterne ses oprindelige malerier, som forestiller nadveren, korsfæstelsen, Getsemane og opstandelsen.

I søndre korsarms vestmur sidder en gammel romansk granitgravsten med et processionskors indhugget. Stenen kaldes "henrettelsesstenen" på grund af en tilknyttet beretning om en morder begravet ved kirkegårdsmuren. Lige over den hænger en anden sten med et indhugget kors, men det er usikkert, om det er en billedkvader eller en gravsten.

I og omkring kirken, og navnlig i tårnrummet, findes en del historiske gravsten, som spænder fra perioden 1656-1805. Endelig hænger der i kirken en stor mindetavle over sognets faldne i 1. Verdenskrig 1914-1918.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig