Usbekistans geografi

Usbekistan har subtropisk fastlandsklima med meget varme, tørre somre (juli-gnsn. 32 °C) og i den sydlige del korte og relativt milde vintre (januar −8 °C). Det kan dog blive meget koldt, helt ned til −37 °C. Der er kun ringe nedbør, 80-90 mm på sletterne. I de højereliggende bjerge falder op til 1000 mm sne og regn, overvejende om vinteren.

Landbruget er det vigtigste erhverv. Herfra kommer ca. en tredjedel af landets BNP, og her beskæftiges ca. en tredjedel af arbejdsstyrken. Størsteparten af republikkens territorium er ørken eller tørre stepper, men i de frugtbare, kunstvandede oaser drives et intensivt, mekaniseret landbrug. Bomuld er den vigtigste afgrøde, og trods nogen industri er råbomuld en vigtig eksportvare, der i 2002-2005 skaffede landet ca. 20% af den samlede eksportindtægt; i 1998 var andelen dog 39%, og den kraftige nedgang skyldes dårlige høstudbytter og lave verdensmarkedspriser. Usbekistan er verdens næststørste bomuldseksportør. Landet var også Sovjetunionens største silkeproducent, og en stor produktion er blevet fastholdt efter uafhængigheden. Andre vigtige afgrøder er tobak og fødevarer som hvede, ris, frugt og grønt.

Landet har desuden et stort kvæghold (omkring 5 mio.), og store karakul-fåreflokke (ca. 8 mio.) græsser på stepperne.

Usbekistan er dog ikke selvforsynende, men er stærkt importafhængig af basisfødevarer som hvede, kød, mælk og kartofler. Bestræbelser mod øget selvforsyning sattes i værk i 1995, og kornarealet blev kraftigt udvidet, samtidig med at bomuldsproduktionen søgtes opretholdt. De tidligere statsbrug blev alle efter uafhængigheden omformet til kooperative foretagender, dog uden at driftsformerne blev ændret. Der er ikke privat ejendomsret til jord, men der findes dog enkelte private landbrugsbedrifter.

Usbekistans undergrund er rig på udnyttelige råstoffer, og udnyttelse og forarbejdning blev højt prioriteret af regeringen efter uafhængigheden. Usbekistan er nr. 8 blandt verdens guldproducenter, men også sølv, kobber og andre metaller udvindes i stor mængde, og metaller er landets næstvigtigste eksportartikel. Der er desuden olie og kul i bl.a. Ferganaområdet og meget store naturgasforekomster nord og syd for Bukhara og i Ustjurt mod NV. Naturgassen er forbundet med det centralasiatiske og russiske distributionsnet, men regeringen besluttede i 1990'erne at forsøge selvforsyning på energiområdet og ikke forøge eksporten, bl.a. fordi køberne især i nabolandene ikke betalte.

Selvom en stor del af bomulden og silken eksporteres, er der i Usbekistan også vokset en ret stor tekstilindustri frem, der bl.a. producerer de karakteristiske farvestrålende silke- og bomuldsstoffer. Der er ligeledes udviklet en maskinindustri, der leverer maskiner til landbruget og tekstilindustrien. Det amerikansk-tyske bilfirma Daimler-Chrysler åbnede en stor lastbilfabrik i 1995, og det sydkoreanske selskab Daewoo åbnede i 1996 en bilfabrik i Tasjkent. Daewoofabrikken gik dog fallit i 2000, men i 2005 købte den usbekiske regering Daewoo ud af fabrikken og fortsatte med at samle de sydkoreanske biler. Olie- og gasudvindingen har givet grundlag for kemisk industri, bl.a. kunstgødning.

Jernbane- og vejsystemet er veludbygget i de befolkede egne af landet med jernbane- og motorvejsforbindelse til de vigtigste byer og til nabolandene og Rusland. Der er ligeledes et omfattende net af flyruter til ind- og udland. De mange direkte forbindelser fra Tasjkents lufthavn symboliserer Usbekistans stigende uafhængighed af Rusland. Selvom nogle byer har mange historiske arkitekturmonumenter, er turismen gået tilbage siden uafhængigheden, bl.a. som følge af ringe hotelstandard.

Usbekistans altoverskyggende miljøproblem er den intensive bomuldsproduktion. Det store vandforbrug har bidraget til Aralsøens udtørring, flodernes forurening og tilsaltning på markerne. Hertil kommer tilbagevendende saltstorme, der yderligere generer landbruget. Saltproblemerne på bomuldsmarkerne er søgt løst ved spuling og opsamling af saltvandet i særlige kanaler, der leder vandet ud i ørkensøer med yderligere vandforbrug til følge. Der er indgået internationale samarbejdsaftaler om Aralsøens redning (Nukus-aftalen, 1995), men befolkningsvæksten og landenes stærke afhængighed af det kunstvandede landbrug har gjort det vanskeligt at begrænse vandforbruget.

• Usbekistans befolkning
• Usbekistan
• Centralasien