Kirken består af et romansk kor og skib opført i granitkvadre, en sengotisk korforlængelse og tårn, et sakristi fra 1873 samt to korsarme, vindfang og et trappehus, der alle er fra år 1900. Tidligere fandtes også et gotisk våbenhus og sakristi, som dog i dag er revet ned.
Den romanske bygning udgør i dag kun en lille del af bygningen og er stærkt påvirket af senere tids ombygninger. I skibets nordmur er der svage spor efter den oprindelige norddør i soklen, mens syddøren er helt forsvundet. Fra en af dørene stammer et tympanon, der stadig er bevaret i kirken, altså en slags halvrund eller trekantet sten, der nogle gange blev indsat over kirkens indgangsdør i middelalderen. Der er ikke bevaret nogen oprindelige vinduer.
I sengotisk tid blev det oprindelige romanske kor revet ned og erstattet af den nuværende østforlængelse, som er bygget af munkesten og genbrugte kvadre fra den romanske korgavl. Samtidigt eller lidt senere blev der indsat to hvælv i koret som også fik en ny, spids korbue.
Kirkens tårn mod vest er ligesom korforlængelsen opført af munkesten og genbrugt materiale fra den gamle vestgavl, hertil rå kamp. Tårnrummet er forbundet med skibet gennem en spidsbuet arkade, og gennem et trappehus fra år 1900 er der adgang til det øvre stokværk (dvs. etage). Tidligere har der været adgang både gennem det nedrevne gotiske våbenhus og helt oprindeligt en trappe i eller udenfor sydmuren. Øverst på tårnet er et saddeltag med gavl i øst og vest, og mod nord og syd er der kviste.
Sakristiet på korforlængelsens nordside er opført i 1873 og er udført til at ligne gotisk stil. Indtil en gang før 1821 stod der på samme tid et ældre sakristi, som sikkert var gotisk.
I 1899 blev det foreslået, at kirken skulle ombygges til korskirke ved opførelse af to korsarme. Dette blev udført i 1900-1901, hvor det gamle våbenhus blev revet ned og erstattet af de omtalte korsarme. Hertil blev der opført et vindfang foran den nordre korsarm samt foran skibets syddør, alt sammen i nygotisk stil. Derudover blev både skib og korsarme overhvælvet.
Det meste af kirkens tagværk er relativt nyt bortset fra korets, som er fra 1699 men med gotiske dele.
I dag står kirkens indre stærkt præget af ovennævnte restaurering med hvidkalkede mure og hvælv overalt. Der er ingen kalkmalerier i kirken.
Kommentarer (2)
skrev Michael Andersen
Der er fotos på https://commons.wikimedia.org/wiki/Category:Vedsted_Kirke_(Haderslev_Kommune) som i måske kan bruge
svarede Ida Elisabeth Mørch
Tak for tippet. Vi kigger på det snarest.
Vh. Ida, redaktionen
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.