Verfassungsschutz

Verfassungsschutz er de institutioner og forholdsregler, der skal beskytte Tysklands stat og demokrati mod forfatningsfjendtlig virksomhed som led i det "wehrhafte" demokrati. Verfassungsschutz blev oprettet i 1950 og gjaldt indtil den tyske genforening i 1990 for Vesttyskland. Arbejdet, som har karakter af politimæssigt efterretningsarbejde, koordineres af Bundesamt für Verfassungsschutz, der fungerer på basis af indberetninger fra de enkelte delstaters Verfassungsschutz-myndigheder.

Verfassungsschutz' indberetninger har udgjort grundlaget for Bundesverfassungsgerichts forbud mod Sozialistische Reichspartei i 1951, mod det kommunistiske KPD i 1956 og mod FAP (Freiheitliche Arbeiterpartei) i 1993. Også det højreradikale NPD er to gange blevet overvåget og indbragt for forfatningsdomstolen, men beviserne for, at det udgjorde en trussel mod demokratiet og dets værdier, var ikke stærke nok til et forbud. For tiden overvåges Alternative für Deutschland (AfD) som "sikret højreekstremistisk".

Verfassungsschutz' virke har også været karakteriseret af to skandaler. For det første at det i begyndelsen af 1970'erne ikke lykkedes Verfassungsschutz at opdage og dermed forhindre at den østtyske spionchef Markus Wolf fik placeret spionen Günter Guillaume i forbundskansler Willy Brandts Kanzleramt. Guillaume blev afsløret i 1974.

For det andet er Verfassungsschutz blevet kritiseret for sin rolle i forbindelse med den såkaldte Radikalenerlass (radikalismeforordningen) fra 1972, der for at sikre statens sikkerhed skulle hindre og udelukke angiveligt forfatningsfjendtlige personer i at virke og blive ansat i det offentlige. Det har ført til efterprøvelse af godt 3,5 millioner offentligt ansatte og ansøgere til stillinger i det offentlige, og da det kom til at udelukke mange fx lærere og togførere fra at være og blive offentligt ansat, er det også blevet betegnet som Berufsverbot ('udøvelsesforbud').