Kirken er en korskirke som består af et romansk skib, opført i granitkvadre udvendigt og rå kampesten indvendigt, men i øvrigt så kraftigt ombygget senere hen, at det oprindelige byggemateriale er svært at spore. Dertil består kirken af fire gotiske tilbygninger, nemlig en forlængelse af skibet mod øst, et tårn mod vest og de to korsarme mod nord og syd, og endelig findes et våbenhus vest for tårnet fra 1838. Tidligere fandtes et gotisk våbenhus syd for skibet, som blev nedrevet i 1838.
Fra den oprindelige romanske bygning er kun skibet bevaret. De oprindelige døre og vinduer kan på grund af de store, senere ombygninger ikke spores i murværket, men over sakristidøren er dog bevaret en romansk billedsten, der oprindeligt sad i skibets sydvæg. Den forestiller et skib med høje stavne og en kraftig styreåre på siden.
I begyndelsen af 1400-tallet blev kirken kraftigt ombygget, hvor skibet bl.a. fik sine nuværende hvælvede lofter. Samtidigt blev korsarmen mod syd tilbygget. Den er ligesom de andre gotiske tilbygninger af munkesten med genbrugte sten fra de nedrevne romanske dele.
Den nordre korsarm blev sandsynligvis opført kort efter den søndre i tilsvarende materialer. Mod nord har den oprindeligt haft et stort, spidsbuet vindue.
Omkring 1450-1500 blev det oprindelige romanske kor revet ned og erstattet af den gotiske østforlængelse. Udvendigt er gavlen udsmykket med syv høje blændinger og to cirkelblændinger samt et blændingsbånd under disse. Der ses også de tilmurede rester af et oprindeligt vindue mod øst.
Cirka samtidigt med forlængelsen blev der opført et sakristi nord for forlængelsen. Det er også udsmykket med en båndblænding, hvorover er fire blændinger. Indvendigt ses der mod nord en kamin.
Tårnet mod vest er forholdsvis lavt, men var oprindeligt en del højere. I 1748 blev tårnet ifølge en beretning fra præsten nemlig gjort godt 12,5 meter lavere, og i 1717 blev det ligefrem beskrevet, at tårnet oprindeligt havde været 100 alen højt, altså knap 63 meter. Dette er nok overdrevet, men tårnet er ganske sikkert gjort kortere. Syd for tårnet findes et trappehus som forbinder stueetagen med det første stokværk. Tårnrummets hvælv stammer ret usædvanligt ikke fra opførelsen, men fra en restaurering i 1939-1940. Tårnet krones af et blytækt løgspir, som sikkert har erstattet et ældre spir ved afkortningen i 1748.
Våbenhuset vest for tårnet er opført i 1838 af en snedkermester fra Haderslev. Det er opført af genbrugt materiale fra det gamle gotiske våbenhus syd for skibet. Det havde oprindeligt døre mod nord og syd, men disse er i dag tilmurede således indgang sker i vest.
Kirkens tagværk over korsarmene, østforlængelsen og sakristiet stammer sandsynligvis fra deres opførelse, mens spiret tømmer synes genanvendt fra det gamle spir.
Indvendigt står kirken i dag hvidkalket med hvælvede lofter overalt. Der er ingen kalkmalerier i kirken.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.