Faktaboks

Wilhelm Groener
Født
1867
Død
1939

Wilhelm Groener, tysk general og politiker.

Karriere:

Groener var i 1918 Hindenburgs stabschef og bidrog på det tidspunkt til kejser Wilhelm 2.s abdikation. Ved Tysklands sammenbrud tog han kontakt til socialdemokraten Friedrich Ebert, som ledede den provisoriske regering i Berlin. Hæren stillede sig hermed til rådighed for regeringen og påtog sig opgaven at bekæmpe bolsjevikker og spartakister.Den partiløse Groener var 1928-32 forsvarsminister. Hans stærke loyalitet over for rigspræsident Hindenburg og hans tillid til den indflydelsesrige general Kurt von Schleicher bidrog til at fjerne hæren fra parlamentarisk kontrol. 1931-32 var han også rigsindenrigsminister. Da han i april 1932 lod SA og SS forbyde, blev hans position undermineret af konservative kræfter som Schleicher, der ønskede en politisk alliance med den voksende nazistiske massebevægelse. Groener trådte som følge deraf tilbage som forsvarsminister i maj 1932 kort tid inden rigskansler Brüning blev tvunget til at gå. Han levede derefter tilbagetrukket som militær forfatter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig