barfodslæge

Frem til det kinesiske kejserdømmes fald i 1911 eksisterede der ikke et egentligt offentligt sundhedsvæsen i Kina, og der var kun få kinesiske læger med en vestlig biomedicinsk baggrund. I tiden frem til 1949 forsøgte den nye kinesiske republik at modernisere landets sundhedsvæsen efter vestligt forbillede. Det vanskeliggjordes betydeligt af de begrænsede ressourcer, som landet havde til rådighed, samt en kommunistisk opstand som begyndte i 1927 og en japansk invasion og besættelse af store dele af Kina 1937-1945. I 1949 havde kommunisterne under ledelse af Mao Tse Tung (1893-1976) vundet herredømmet over hele det kinesiske fastland og Chiang Kai-Sheks styrker var blevet fortrængt til øen Formosa (Taiwan). Den 1. oktober 1949 proklameredes den Kinesiske Folkerepublik og opbygningen af den nye kommunistiske stat begyndte. Kina havde på det tidspunkt omkring 500 millioner indbyggere, hvoraf ca. 90 % var bønder og for manges vedkommende analfabeter. Der var ca. 10-20.000 læger med "vestlig uddannelse" og 500.000 med traditionel kinesisk medicin som baggrund.

Frem til 1958 foregik opbygningen af det nye samfund i nært samarbejde med Sovjetunionen, men herefter begyndte Kina at slå ind på sin egen vej med udgangspunkt i Maos opfattelse af kommunismen. I 1963 kom det til et endeligt brud mellem Kina og Sovjetunionen og det politiske og militære samarbejde ophørte helt. I 1950 afholdtes den første store kinesiske kongres vedrørende den offentlige sundhed. Der proklameredes efterfølgende tre hovedpunkter for en sundhedsreform:

1. øget fokus på forebyggelse,
2. øget fokus på bønder, soldater og arbejdere og
3. integration af vestlig og gammel kinesisk medicin.

Som et væsentligt initiativ blev en kinesisk produktion af penicillin og andre antibiotika indledt i 1953. I 1965 kunne Mao imidlertid konstatere, at man kun havde gjort få fremskridt med hensyn til forbedring af folkesundhed og sikring af befolkningens adgang til lægehjælp, og han introducerede sine sundhedsmyndigheder til sine tanker om et system med barfodslæger. Den nye titel blev først officielt proklameret i 1968 af det kinesiske nyhedsbureau.

I sin afhandling fra 1937 Om praksis redegør Mao for sine personlige erfaringer med kommunismen og forsøger at forbinde disse med Marx og Lenins teoretiske forestillinger. Grundtanken i Maos filosofi var, at samfundets indre modsigelser fortsætter med at eksistere i det socialistiske og kommunistiske samfund i kraft af modsætningen og kampen mellem først og fremmest håndens og åndens arbejde, men også mellem mand og kvinde, land og by, industri og landbrug m.m. Kampen mellem modsætninger antager hele tiden nye former indenfor nye rammer. Nogle historikere har ment, at Mao her var influeret af den gammelkinesiske religion og filosofi taoismen og forestillingen om yin og yang. Selv hævdede han at han byggede videre på marxismens dialektik.

I forbindelse med tvangskollektiviseringen af landbruget i 1953-1957, hvor bønderne blev inddelt i teams, der var organiseret i produktionsbrigader, blev de også undervist i førstehjælp og basal sygepleje. Det var den model, der blev videreudviklet i barfodslæge-konceptet. En barfodslæge var både "bonde og læge". Når der ikke var syge og tilskadekomne at se til skulle lægen arbejde som bonde. En af de officielle politiske paroler lød: "Vil man være en god læge, må man først være en god bonde". Barfodslægerne blev rekrutteret i landsbyer og sendt til et træningsprogram af typisk 3-6 måneders varighed i en lidt større by, i nogle tilfælde fik de dog en lidt længere uddannelse af 1-3 års varighed. Ved starten af 1980'erne var de fleste gennem et uddannelsesprogram af minimum 1 års varighed. I rekrutteringen lagde man vægt på at udvælge de bønder med længst skolegang og som bedst kunne undværes i den daglige drift, hvilket betød at mange unge piger blev udpeget til arbejdet. Takket være en effektiv tilgang og entusiasme og idealisme i store dele af befolkningen lykkedes det i løbet af kort tid at uddanne 1,4 millioner nye "læger".

Barfodslægerne skulle arbejde i den landsby, hvor de var hjemhørende, og afbryde arbejdet i rismarken, når en bonde blev syg eller kom til skade. Ved siden af det skulle de også tage på sygebesøg og føre tilsyn med omkringliggende landsbyer. De transporterede sig ofte fra sted til sted til fods og på bare tæer. Med tiden udvikledes et netværk af sundhedshuse eller sundhedsstationer i byerne og landbyerne. En sundhedsstation rådede over et venteværelse og et rum til undersøgelse og behandling og i nogle tilfælde måske også sengestuer og en lille operationsstue. Her arbejdede barfodslægerne på skift de dage, hvor de ikke havde landbrugsarbejde, og syge og tilskadekomne bønder kunne indbringes eller selv opsøge lægehjælp. Barfodslægen vekslede således mellem sundhedstjeneste, shangban, og landbrugsarbejde, chugong. Indsamling af medicinske urter var også en arbejdsfunktion, som det forventedes, at barfodslægen i nogen grad også varetog udenfor arbejdstid.

Barfodslægernes glansperiode var under kulturrevolutionen 1966-1976. Ved Maos Død i 1976 begyndte magtkampen mellem Deng Xiaoping (1904-1997) og Fire-banden anført af Maos enke. Deng Xiaoping udtalte med ironi, at "en barfodslæge er bedre end ingen læge", men at det var forhåbningen, at de med tiden ville få mere uddannelse og skifte til sivsko og siden sandaler og gummisko ligesom de universitetsuddannede læger. Det førte til en politisk splittelse blandt barfodslægerne, hvor man viste sit politiske ståsted ved brugen af fodtøj. Maoistiske barfodslæger gik konsekvent med bare fødder indsmurt i mudder, mens tilhængere af Deng Xiaoping og den nye politiske linje med overgang til "socialistisk markedsøkonomi" anskaffede sig gummisko. Efter Deng Xiaopings magtovertagelse i 1978 begyndte Kina at integrere sin økonomi i den kapitalistiske verdensøkonomi og en lang række andre reformer blev løbende iværksat. Barfodslægernes uddannelse blev først forlænget til 3 år, siden 5-8 år. I 1985 blev titlen og funktionen helt afskaffet og man indledte nu en reform, der bl.a. havde til formål at uddanne flere læger fra universiteterne og placere dem i de afsides landområder.

Der er tidsmæssigt sammenfald mellem nogle objektive statistiske mål for den generelle folkesundhed og barfodslægernes epoke. Den gennemsnitlige forventede levetid for en kineser var i 1960 35 år. Frem til 1982 steg den til 60 år. I 2024 var den 79 år. Spædbørnsdødeligheden var i 1960 200 per 1.000 nyfødte mod 34 i 1982. Man kan ikke sige noget om, i hvor høj grad disse forbedringer skyldes barfodslægernes indsats, da en lang række andre faktorer spiller ind, såsom generel forbedret levestandard og andre forbedringer af sundhedsvæsenet, men det kan ikke udelukkes, at barfodslægernes arbejde i mindre omfang har været en medvirkende årsag.

Under SARS-epidemien i 2003 blev en funktion, der mindede om barfodslægerne, midlertidigt genindført i epidemibekæmpelsen af de kinesiske myndigheder. Det samme gentog sig i 2010 i forbindelse med et folkesundhedsprogram, der havde til formål at bekæmpe geografisk ulighed i sundhed i Kina. Der findes desuden i dag flere paramediciner-funktioner og sundhedsplejerske-funktioner i Kina, der har flere ligheder med fortidens barfodslæger.

Historikernes bedømmelse af barfodslægen har været meget forskellig. På den ene side har barfodslægerne været set som et skoleeksempel på, hvordan et diktatur vha. propaganda, ordvalg, manipulation mv. har forsøgt at foregive både overfor sin egen befolkning og verden udadtil, at man på ingen tid havde skabt et velfungerende sundhedsvæsen ud af det blå. På den anden side har de været fremhævet som et godt eksempel på, hvordan et fattigt land bedst muligt kunne udnytte sine begrænsede ressourcer og udnytte politisk idealisme som kompensation for manglende materielle ressourcer og uddannelse i befolkningen. I forbindelse med opgøret med Maoismen og indførelsen af "den nye kinesiske kommunisme" har man fra officiel side foranlediget, at en lang række kritiske og negative personlige beretninger fra tidligere barfodslæger om fysisk hårdt arbejde og frustrationer relateret til manglende evne til at yde hjælp til syge bønder er kommet frem. Samtidig med det har der blandt visse grupper af især unge kinesere været en spirende nostalgi og tendens til at romantisere barfodslægen.

• kinesisk medicin
• Kina
• maoisme
• Kinas historie