bosætning i Grønland

I Grønland er der 17 byer og 55 bygder. Byernes størrelse varierer fra knap 400 indbyggere i den mindste by, Ittoqqortoormiit, til ca. 19.000 indbyggere i hovedstaden, Nuuk, (den 1. januar 2021). I en international skala er de alle små byer.

Tilsvarende varierer indbyggertallet i bygderne fra 475 i Kangerlussuaq til 14 i Kangerluk (pr. d. 1. januar 2022). Der findes således bygder med flere indbyggere end den mindste by, og begrebet by er administrativt.

Der er i dag fem kommuner i Grønland. Frem til en kommunalreform i 2009 var der 18 kommuner i Grønland, og de bosteder, der var hjemsted for et kommunekontor, blev defineret som by, mens kommunens øvrige bosteder var bygder. Kommunerne tog navn efter byen, bortset fra Ammassalik Kommune, hvor byen undervejs skiftede navn til Tasiilaq.

I et historisk perspektiv har inuit bosat sig, hvor fangstmulighederne var – afhængigt af årstiden – og hvor der var en naturlig havn og beskyttelse fra det barske klima. I områder med fast is om vinteren har adgang til fangst over isen været afgørende. De bedste fangstpladser vendte inuit tilbage til, og de fik ofte en mere permanent karakter.

En stor del af Grønlands byer og bygder er grundlagt på inuits tidligere fangstpladser, enkelte ved hvalstationer oprettet af udenlandske hvalfangere, og andre, hvor missionærer eller statslige planlæggere fandt det hensigtsmæssigt. Endelig kan det være en kombination af de nævnte.

Størstedelen af befolkningen er bosat i byerne. Kun 12-13 % af befolkningen er bosat i bygder og fåreholdersteder og en lille del på stationer i det åbne land. Sidstnævnte har typisk forskning, teknisk infrastruktur eller håndhævelse af suverænitet som formål.

På eller langs Indlandsisen findes en håndfuld forskningsstationer, fx Summit på toppen af Indlandsisen. Den drives af amerikanske forskere i samarbejde med grønlandske, danske og internationale forskere. En anden type station er Siriuspatruljens hovedsæde i Daneborg, Nordøstgrønland, hvis hovedformål er at håndhæve Rigsfællesskabets suverænitet i Nationalparken. Danmarkshavn, oprindelig grundlagt af Danmark-Ekspeditionen i 1906 midt i Nationalparken i Nordøstgrønland, er en station med en gribende historie, og stationen er stadig permanent bemandet med seks personer og benyttes af forskere, teknikere og lejlighedsvis af Siriuspatruljen. Siden 1948 har den fungeret som vejrstation, og de lange datatidsserier er uvurderlige for den internationale luftfart og for forskningen – bl.a. i klimaforandringer.

De enkelte byer og bygder – og stort set alle øvrige bosteder – er at opfatte som isolerede øsamfund med en afgrænset infrastruktur og forsyningslinjer defineret og dikteret af geografien og klimaet, særligt den lange, mørke og kolde vinter.

Tusass (Tele Post Greenland) driver en lang række af radiokædestationer, som udgør rygraden i kommunikationsinfrastrukturen. Flertallet er i dag ubemandede.

Hen over vinteren har mange af de nordlige byer og bygder fast havis. Når isen er sikker, foregår transport ofte med hundeslæde, snescooter og sågar biler over isen. Formålet er fangst og fiskeri fra isen eller transport af varer og personer mellem bostederne. Længere rejser og al import og eksport af varer er enten sat på pause eller foregår med fly og helikopter i perioden, hvor den faste is udelukker muligheden for sejlads.

Jo længere mod nord, jo længere er perioden, hvor bostederne reelt er lukket ned fra omverdenen. Men perioden med sikker fast is, som fiskere, fangere og almindelige borgere kan færdes på, bliver pga. klimaforandringer kortere. Det er ikke ensbetydende med, at nedlukningstiden afkortes. Ofte har bostedernes indbyggere i stedet en lang periode med usikker is, som besværliggør eller forhindrer både sejlads og anden transport.

Slædehunde og hundeslæder er tilknyttet vinterens faste is og findes kun nord for polarcirklen samt i Ammassalik distrikt på østkysten. Det er helt lavpraktisk i forhold til den faste is, men er også sikret i lovgivningen for at beskytte den særlig egnede og tilpassede slædehund mod opblanding fra mindre driftssikre hunderacer.

Selvom Sisimiut er en åbentvandsby, har byen en aktiv slædehundekultur med et stort opland og slædespor helt til Kangerlussuaq. I dag bliver hundene ofte spændt for slæden for at tilfredsstille turister og borgere, der ønsker oplevelsen i sig selv. Længere mod nord er udviklingen den samme, men fiskere og fangere bruger fortsat slæden som transportmiddel til og fra fangstpladserne. Ammassalik distrikt er i lange perioder lukket inde bag storisen, men stærke havstrømme betyder ofte, at isen ikke er farbar. En stor del af hundeslædekørslen mellem Tasiilaq og nogle af distriktets bygder foregår derfor over land.

En række byer i det sydlige Grønland får ikke fast is. Varmen fra Golfstrømmen er den primære faktor og sikrer, at byerne på vestkysten fra Nanortalik i syd til Sisimiut i nord er åbentvandsbyer hele året. Byerne og de tilhørende bygder kan således besejles året rundt – i princippet. Storisen, der stammer fra Polarhavet og over sommeren driver ned langs østkysten, rundt om Uummannarsuaq (Kap Farvel) og nordefter på vestkysten, giver anledning til store problemer med fremkommeligheden til søs, særligt i Sydgrønland, men i perioder også helt op til Paamiut. Der sejles på trods af storisen, men på bestemte årstider er det mere reglen end undtagelsen, at forsinkelser opstår, eller at storisen simpelthen pakker så meget sammen, at farvandet i dagevis lukker helt for sejlads.

Isen og klimaet er vilkår, som inuit lever med og tilpasser sig. Det samme gør sig gældende for infrastrukturelle udfordringer relateret til, at hvert bosted er et øsamfund. Der findes ikke veje og jernbaner mellem byerne, og transport af personer såvel som gods foregår enten i luften eller over havet med jolle, båd eller skib – om vinteren i Nordgrønland på isen.

Hvert bosted må være selvforsynende med el, vand, varme og telekommunikation, affalds- og spildevandshåndtering. Hvis elværket – evt. forsyningsledninger fra vandkraftværket – rammes af et nedbrud, er der ikke andre steder at få elektricitet fra. Af den grund opstår der indimellem strømafbrydelser. Den tilsvarende situation gør sig gældende for forsyningen af vand, varme og telekommunikation. Der er ingen backup at hente i griddet – for det findes ikke.

• Grønland