brydning i Danmark

Den første danske organiserede brydekamp foregik i 1869, da bageren Frederik Safft (1841-1883) på Christiansborg Slots Ridebane besejrede tyskeren William Heygster og blev hele nationens sportshelt. Siden fulgte Magnus Bech-Olsen, der udkæmpede mange drabelige dyster i cirkus og varieteforestillinger og var nationens sportshelt i 1890’erne. Det var således professionel brydning, der startede sporten i Danmark, længe før ordet brydning fik den betydning, som det har i dag.

Amatørbrydningen, der foregår i dag, startede med stiftelsen af Kjøbenhavns Athlet-Klub i 1888 af folketingsmand A.C. Meyer. Siden fulgte andre hurtigt med, bl.a. den ældste bestående klub Hermod i 1893 (Thor Nykøbing blev stiftet i 1910 og er landets sjetteældste eksisterende klub).

Brydesporten var i 1920'erne og 1930'erne en af landets større idrætsgrene, der specielt appellerede til medlemmer af arbejderklassen. Således kunne sporten dengang tælle klubber som Brandmændenes IF og Carlsbergs IF, men også Handelstandens forening samt hele to politi-idrætsforeninger var med i denne periode. Dengang var brydning mest en arbejdersport, men i dag hentes medlemmerne fra alle samfundslag.

I 1901 stiftede man Dansk Atlet-Union (DAU), der foruden græsk-romersk brydning fra starten omfattede boksning, vægtløftning, tovtrækning og køllesving. Siden fik bokserne og vægløfterne deres egne forbund, så det kun var brydning, der dyrkedes under DAU.

I 1994 tog forbundet navneforandring til Danmarks Brydeforbund, da man ofte blev forvekslet med andre forbund som atletik og vægtløftning. Samme år sagde man farvel til lokalunionerne, der tidligere talte Københavns Atlet-Union, Sjællands Atlet-Union, Jysk Atlet-Union, Lolland-Falster Atlet-Union og sågar Bornholms Atlet-Union en kort tid.

• brydning
• dansk idræt og sport