danske EU-forbehold

De danske EU-forbehold indebærer, at Danmark i et vist omfang er uden for EU-samarbejdet vedrørende den økonomiske og monetære union (ØMU) samt EU's retlige anliggender. Forbeholdene blev accepteret af EU’s medlemslande på topmødet i Edinburgh i december 1992.

Ud over de tre nævnte områder var også EU-unionsborgerskabet med i de danske forbehold i 1992, fordi frygten fra dansk side var, at unionsborgerskabet ville kunne erstatte – eller i det mindste komme på linje med – det nationale statsborgerskabet. Dette forbehold har imidlertid ikke haft nogen praktisk betydning, siden man med Amsterdamtraktaten i 1997 indarbejdede forbeholdet i den fælles definition af, hvad et unionsborgerskab går ud på.

Anledningen til de danske forbehold var, at danske vælgere ved en folkeafstemning i juni 1992 stemte nej til Maastrichttraktaten. Herefter udarbejde en række partier et forslag til, hvad der skulle til af forbehold i forhold til Maastrichttraktaten, således at der kunne skabes et politisk grundlag for en ny folkeafstemning. Blandt disse partier var nej-partiet Socialistisk Folkeparti, som herefter støttede et ja indfattende de fire forbehold. Det politiske grundlag for en ny folkeafstemning blev kaldt ”det nationale kompromis”. Den nye folkeafstemning fandt sted i maj 1993, og den indebar et ja.

Forbeholdet vedrørende ØMU drejer sig om, at Danmark ikke deltaget i tredje gennemførelsesfase af ØMU, hvor landene erstatter de nationale valutaer med euroen. I 2002 skete den fysiske udskiftning af de nationale valutaer med euroen. To år før have danske politikere ment, at denne afgørende begivenhed var anledningen til at få afprøvet, om ikke danskerne alligevel ville være med i eurosamarbejdet. I 2000 blev der derfor afholdt en særskilt dansk folkeafstemning, som endte med et nederlag til dem, som ønskede at afskaffe dette forbehold og indføre euroen i Danmark. 53,2 % af stemte nej og 46,8 % stemte ja. Stemmeprocenten var på 87,6 %.

Der er sandsynligvis flere grunde til, at folkeafstemningen om ØMU-forbeholdet endte med et nej. For det første havde en række EU-lande samtidig indførte sanktioner mod Østrig, fordi det højreorienterede Frihedsparti var blevet optaget i regeringskoalitionen. Det syntes en del var udtryk for manglende respekt for demokratiet i EU. I 2000 var Venstre og De Konservative for det andet også ret passive i ja-kampagnen. Det skyldes muligvis en kalkule om, at et nej ville svække Poul Nyrup Rasmussens autoritet som statsminister, hvilket skete.

For det tredje lagde den danske regering op til folkeafstemningen ud med noget, som af visse blev tolket som en uvederhæftig skræmmekampagne. Man hævdede for eksempel, at der ville komme flere jobs og et højere bruttonationalprodukt, hvis vi stemte ja, fordi renten ville blive højere uden for euroen. Mange økonomer var imidlertid uenige. Det viste sig da også, at dansk økonomi både før og efter euro-afstemningen klarede sig bedre end det europæiske gennemsnit.

Det danske forbehold angående ØMU’en betyder, at Danmark ingen medbestemmelse og stemmeret har i styringen af Den Europæiske Centralbank (ECB). Danmark er heller ikke forpligtet til at følge ECB’s pengepolitiske linje eller euroens valutakurs. I begge tilfælde har Danmark dog valgt at følge kursen i euro-området. Man lægger sig fra dansk side tæt op ad rentepolitikken ført af ECB, og danske kroner følger inde for et snævert bånd euroens valutakurs. Danmark har således en aftale med ECB om at opretholde et valutabånd på +/- 2,25 procent i forhold til europen. Kronen må derfor højst bevæge sig mellem 729,82 og 729,25 kroner per 100 euro.

Forbeholdet angående det retlige samarbejde i EU vedrører bl.a. indførelsen af fælles EU-regler om asyl- og udlændingepolitik, civilretligt samarbejde, grænsekontrol og visumpolitik samt politimæssig og strafferetligt samarbejde.

I 2015 afholdtes der en folkeafstemning om en delvis opgivelse af det danske retsforbehold. Årsagen var, at EU’s retlige samarbejde på dette tidspunkt overgik fra at være et mellemstatsligt og til at være et overstatsligt samarbejde. Retsforbeholdet indebar, at Danmark kun kunne samarbejde i EU-regi om retspolitikken, så længe det var mellemstatsligt, idet Danmark da stadig kunne hindre beslutninger i at blive gennemført, som man var uenige i. Med retssamarbejdet som en del af det overstatslige samarbejde var det derfor en nærliggende frygt, at Danmark ville blive sat helt uden for indflydelse på dette felt.

Der var ved folkeafstemningen i december 2015 lagt op til, at der fra dansk side skulle gennemføres en såkaldt tilvalgsordningen som erstatning for retsforbeholdet. Tilvalgsordningen indebar, at Danmark tilvalgte at deltage i sammenlagt 21 EU-retsakter på retsområdet. Samtidig var der fravalg af ti retsakter, der ikke skal overgå til EU.

De sidstnævnte drejede sig ikke mindst om retsakter vedrørende EU’s asyl- og indvandringspolitik, således at Danmark fortsat bl.a. kunne operere med den såkaldte 24-årsregel i forbindelse med familiesammenføring. Selv med disse modifikationer blev det imidlertid til et nej ved folkeafstemningen på trods af, at både Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti anbefalede et ja.

Ved afstemningen den 3. december 2015 stemte 53,1 % nej og 46,9 % stemte ja til afskaffelse af retsforbeholdet. Stemmeprocenten var på 72 %.

Der er sandsynligvis flere grunde til, at det endte med et nej. Dels kom folkeafstemningen samtidig med, at EU gennemlevede en flygtninge- og migrantkrise i kølvandet på borgerkrigen i Syrien. EU var under denne krise ofte handlingslammet og EU’s medlemslande var dybt uenige om, hvad der skulle gøres. Dels førte nej-partierne med en effektiv kampagne med vægt på, hvad en delvis ophævelse af retsforbeholdet muligvis kunne føre til.

Tidligere havde Danmark også et forbehold over for forsvarssamarbejdet i EU. Forsvarsforbeholdet indebar, at Danmark ikke deltog i de dele af EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, som inddrog forsvarsområdet. Danmark var således hverken med som aktør eller til at finansiere EU’s militære operationer, som bl.a. har fundet sted i form af kampen mod pirater ud for Somalias kys og via fredsbevarende operationer i Bosnien-Herzegovina.

Forsvarsforbeholdet blev sat til folkeafstemning den 1. juni 2022. Anledningen var ikke mindst Ruslands militære angreb på Ukraine, som forventedes at medføre en langt stærkere militær koordination i EU-regi.

Herudover forventes koordination på det forsvarspolitiske område at øges i de kommende år, fordi USA gradvis vil fokusere mere på Østasien, hvilket også har gjort en ophævelse af forsvarsforbeholdet mere relevant ifølge de politiske partier, som ønskede det afskaffet. Det drejede sig om Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance. Kun Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Enhedslisten modsatte sig derimod, at forsvarsforbeholdet afskaffedes.

Ved afstemningen den 1. juni 2022 sagde et flertal på 66,9 % ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet mens 33,1 % sagde nej. Stemmeprocenten var på 65,8 % af de stemmeberettigede.

Det er ikke kun Danmark, som har EU-forbehold, selv om de danske EU-forbehold er mere omfattende end andre EU-landes. Malta har en national særregel om køb af sommerhus, ligesom Danmark i øvrigt fik indført ved optagelsesforhandlingerne frem til folkeafstemningen om medlemskabet i oktober 1972.

Spanien, Grækenland Slovakiet, Estland, Letland, Litauen og Polen har undtagelser fra habitatdirektivet vedrørende ulvebestanden. Storbritannien havde som EU-land ligesom Danmark et forbehold vedrørende indførelsen af euroen. Sverige og Finland har et forbehold, som indebærer, at samerne har eneret på rensdyrhold i de traditionelle samiske områder.

Portugal har en særordning, som giver den portugisiske stat lov til at udstede rentefrie kreditter på Azorerne. Frankrig har en særlig ordning, som giver Frankrig eneret på at udstede franc i de franske oversøiske territorier.

Derudover havde Storbritannien som EU-medlem sammen med Irland et forbehold, som gjorde, at man var fritaget for EU’s bestemmelser vedrørende visum, asyl og indvandring.

• Amsterdamtraktaten
• forsvarsforbeholdet
• Maastrichttraktaten
• Lissabontraktaten