Eukrasi betyder god sammensætning af legemsvæskerne. Betegnelsen bruges ikke længere, men den indgik som en del af terminologien i humoralpatologien, der var en teori om, at sygdomme opstod som resultat af forstyrrelser i blandingsforholdet mellem de fire legemsvæsker.

Faktaboks

Etymologi

Ordet kommer af det græske præfiks eu- og krasis 'blanding'

Humoralpatologi er navnet på de medicinske og naturfilosofiske teorier vedrørende menneskets krop og helbred, der udviklede sig i oldtidens Grækenland i 400-300-tallet f.v.t. Disse teorier baserede sig på den fundamentale antagelse, at de fire væsker: blod, slim, sort og gul galde var grundbestanddele i den menneskelige organisme. Humoralpatologien levede videre i den romerske civilisation og grundprincipperne holdt sig stort set uændrede i den europæiske lægevidenskab frem til renæssancen og i nogle tilfælde længere end det.

Eukrasi og de fire temperamenter

Ifølge humoralpatologien har alle mennesker en individuel og unik eukrasis, der altså er deres ideelle blandingsforhold af de fire legemsvæsker: blod, slim, sort galde og gul galde. Det er dog muligt på tværs af individualiteten at pege på visse fællestræk og opdele mennesker i fire somatopsykiske typer eller de fire temperamenter: sangvinikeren (overskud af blod), flegmatikeren (overskud af slim), melankolikeren (overskud af sort galde) og kolerikeren (overskud af gul galde).

Det blev antaget, at menneskets unikke eukrasis kunne blive forrykket af ydre faktorer, særligt årstidernes skiften og indtagelse af forskellige typer af væsker og føde. Ubalancen kunne opstå både i kroppen som helhed eller lokalt i et bestemt organ. Var ubalancen meget stor, blev det antaget, at det ville udvikle sig til sygdom. Eukrasi blev sikret gennem gode og sunde vaner. Ved sygdom blev balancen forsøgt genoprettet ved hjælp af lægelig behandling, fx åreladning, indtagelse af afførende og vanddrivende lægemidler, opkastningsmidler og lignende.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig