Vælgerne afgiver deres stemme ved folketingsvalget 2011.
Valghandling på Københavns Rådhus 2011
Af /Ritzau Scanpix.
Valgaften hos Socialdemokratiet, hvor man venter på den første exitpoll kl 20.
Valgaften ved europaparlamentsvalget 2024
Af /Ritzau Scanpix.

En exitpoll er en vælgerundersøgelse, der foretages på valgdagen blandt vælgere, som netop har stemt, og som er på vej ud af valglokalet eller på vej væk fra stemmestedet.

Faktaboks

Etymologi

Exitpoll kommer fra engelsk exit poll, af exit 'udgang' og poll 'stemmeoptælling'.

Også kendt som

valgstedsmåling, valgstedsprognose

En exitpoll bygger altså på vælgernes egne oplysninger om, hvad de faktisk har stemt, ikke som meningsmålinger, der spørger om, hvad vælgerne kunne tænke sig at stemme, "hvis der var valg i morgen".

Kvaliteten af exitpolls

Exitpolls giver normalt et ret godt billede af, hvad vælgerne på et konkret valgsted faktisk har stemt. Det forudsætter dog, at det er lykkedes at få svar fra en stor del af vælgerne på valgstedet, og at der ikke er nogen systematik i, hvem der ikke har villet deltage i undersøgelsen, hvilket naturligvis er frivilligt.

Kvaliteten af en exitpoll er også nem at måle, idet resultatet skal ligge tæt på det officielle valgresultat fra det pågældende valgsted.

Exitpolls fra flere repræsentativt udvalgte valgsteder giver desuden mulighed for at beregne et ret nøjagtigt billede af udfaldet af hele valget. Det kan så foreligge ganske kort efter – eller måske endda før – at valgstederne har lukket for afstemning, og dermed inden det foreløbige (eller evt. det officielle) valgresultat kan foreligge.

Mediernes brug af exitpolls

Derfor bliver exitpolls mest brugt i forbindelse med mediernes valgudsendelser, hvor det anses for vigtigt at komme så tidligt som muligt med strømpile om valgresultatet. De første danske exitpolls blev da også gennemført i snævert samarbejde med DRTV. De blev først gennemført i Odder, senere i Herning, Odense og København i forbindelse med EF-folkeafstemningen i 1972. Det var den indtil da mest omfattende exitpoll i verden. Enkelte spørgsmål om vælgeren selv og lidt andet betød i begge tilfælde, at det var muligt også at belyse vælgeradfærden i forskellige persongrupper, ikke bare det overordnede afstemningsresultat.

Ved kommunalvalg er der også blevet gennemført exitpolls, således i København (1993 og 1997) og – om end i mindre skala – i Odense, Vissenbjerg og Svendborg.

Uklare sammenvejninger

Exitpolls er nu et fast element i mange TV-stationers valgudsendelser. Men da de er krævende at gennemføre, hvis resultaterne skal være pålidelige – hvilket er afgørende – gør TV-stationerne ofte det, at de på en lidt uigennemsigtig måde sammenvejer exitpoll-resultaterne med resultaterne af svar (ofte pr telefon ) fra et udvalg af vælgere, der endnu ikke har stemt, om, hvad de regner med at stemme. Disse svar skal dog være fra lige inden valgdagen, så de er så troværdige som muligt.

Sådanne "falske" eller "uægte" exitpolls er i sagens natur mindre troværdige end exitpolls gennemført på traditionel vis.

I lande, hvor valgsnyd evt. kan være et problem, er exitpolls også blevet brugt til at checke de officielle resultater. Det er i den forbindelse et problem, at det ikke kan undgåes, at der knytter sig en vis usikkerhed til resultater af exitpolls gennemført under komplicerede forhold.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig