farmakologi

I Danmark indgår farmakologi i uddannelsen af læger, farmaceuter, farmakonomer, sygeplejersker, radiografer, optikere, jordemødre, tandlæger samt dyrlæger og veterinærsygeplejersker.

Klinisk farmakologi opnåede i 1996 status som et et selvstændigt lægeligt speciale i Danmark.

Farmakologi kan opdeles i forskellige discipliner. Moderne eksperimentel farmakologi studerer virkningen af lægemidler på biologiske mekanismer, og i undersøgelserne anvendes stort set de samme metoder som i de basale medicinske og naturvidenskabelige fag. I basal farmakologi har der derfor været en opdeling af forskningen i takt med specialiseringen i basalfagene. Eksempler på dette er kemisk farmakologi (lægemidlernes kemi, farmaceutisk kemi), biokemisk farmakologi (lægemidlernes biokemi) og molekylær farmakologi. Den fysiologiske eller klassiske farmakologi er også opdelt i underspecialer, fx neurofarmakologi, der ernervesystemets farmakologi.

Basal farmakologi, som udføres ved de farmakologiske institutter ved universiteter, højskoler og farmaceutiske fabrikker, studerer lægemidlernes optagelse, fordeling, virkning og udskillelse hos forsøgsdyr.

Klinisk farmakologi undersøger de samme virkninger hos mennesker, og denne afprøvning foregår på hospitaler, som regel universitetsklinikker. Formålet er at fastlægge dosering og anvendelsesområde for lægemidlerne (farmakoterapi). Nært knyttet til farmakologien er toksikologien, der er læren om lægemidlers og andre stoffers giftvirkninger, som ikke kun har behandlingsmæssige, men også retsmedicinske aspekter, fx i forhold til blodalkohol og forgiftninger.

Viden om lægemidler, tidligere brugt på rent erfaringsmæssigt, empirisk grundlag, blev forsøgt systematiseret allerede i oldtiden:

• Kinesisk medicin: Pen Ts'ao fra 2700 f.v.t.
• Egyptisk medicin: Papyrus Ebers fra 1550 f.v.t.
• Vestens medicin: Størst betydning har De materia medica af Dioskorides (romersk militærlæge på kejser Neros tid) og den græske læge Galenos samlinger haft.

Gennembruddet for den videnskabelige farmakologi kom med udviklingen og anvendelsen af viden fra kemien. Vigtige bidragydere var blandt andre Paracelsus (1493–1541), Johann Rudolph Glauber (1604–1668), Friedrich Sertürner (1783–1841), François Magendie (1783–1855) og senere fra fysiologien: Rudolf Buchheim (1820–1879), Claude Bernard (1813–1879), Oswald Schmiedeberg (1839–1921). Den tidligere Materia Medica, som udelukkende beskæftigede sig med beskrivelse af stoffer brugt som lægemidler (farmakografi) kunne da suppleres med viden erhvervet ved eksperimentelle studier af lægemidlers virkemåde i organismen (farmakodynamik), og deres absorption, fordeling og udskillelse i kroppen (farmakokinetik).

• farmakodynamik
• farmakokinetik
• farmakogenetik
• bivirkninger
• lægemiddelinteraktion