fastelavnsris

Fastelavnsriset har en forbindelse til påskeriset, der oprindeligt blev brugt som symbolsk strafferedskab i religiøs sammenhæng. Langfredag brugtes riset i protestantiske dele af verden til at prygle børn med det formål at minde dem om Jesu lidelse.

Der er dokumentation for, at man i Danmark i løbet af 1700-tallet begyndte at "rise" hinanden som led i et frugtbarhedsritual, hvori grundtanken var, at man derved kunne overføre de friske grenes symbolske frugtbarhed til den mand eller kvinde, der blev riset.

Ifølge nogle forskere ligger denne praksis i forlængelse af tidligere førkristne vårfester, hvorunder man også risede for jorden og husdyrene.

Ud over frugtbarhedsritualer knytter fastelavnsriset sig også til andre danske drillende skikke, der skulle markere forårets komme. I 1700- og 1800-tallet var det almindeligt, at unge piger og karle "risede hinanden" ved at liste sig ind på sovende kammerater, der fik en brutal opvågning med slag fra riset.

I løbet af 1800-tallet begyndte man i de større danske byer at kunne købe færdiglavede og -pyntede fastelavnsris, der ofte blev foræret i gave og skulle udgøre pynt i hjemmet. Dermed knytter skikken sig også til ældre forårstraditioner for at "maje" (pynte) med grønt.

De kommercielle ris var bl.a. dekoreret med fine papirsblomster, små æg, katte, storke, babyer, masker og andre ornamenter, der kan forbindes med både fastelavnsfejringer, frugtbarhed og forårets komme.

I dag er fastelavnsriset hovedsageligt en skik, der holdes i hævd i børnefamilierne. Ud over de tidligere former for pynt er det er nu blevet almindeligt at binde slik, farvede fjer og gavebånd på riset. I 1900- og 2000-tallet har riset hovedsageligt fungeret som en dekorativ genstand og gave og er nu ikke længere noget, der forbindes med tugt.

• fastelavn