Fiskal føderalisme er et begreb, der anvendes i den fagøkonomisk litteratur. Det omhandler tre forhold i en offentlig sektor på flere niveauer:

  • økonomiske perspektiver på placering af opgaverne på de forskellige offentlige forvaltningsniveauer
  • principper fra den offentlige økonomi om indretningen af det tilhørende finansieringssystem
  • de økonomiske relationer mellem det centrale niveau og det (eller de) lokale niveauer.

I en dansk sammenhæng omhandler fiskal føderalisme således de økonomiske overvejelser om, hvilke opgaver henholdsvis stat, regioner og kommuner tildeles ansvaret for, samt hvorledes disse opgaver finansieres på de decentrale niveauer af lokale skatter og tilskud samt refusioner fra staten. Endelig indgår de økonomiske relationer mellem niveauerne, herunder igen bloktilskud og øremærkede tilskud samt økonomiske relationer understøttet af økonomiske aftaler mellem niveauerne og budgetloven.

Begrebet fiscal federalism i international sammenhæng kan bl.a. henføres til de amerikanske økonomer Richard Musgrave og Wallace E. Oates' Fiscal Federalism fra 1972. I en række lande er der i det føderale element også indeholdt det centrale niveaus økonomiske relationer til (del-)stater under det føderale niveau.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig