fod

Foden er sammensat af tre segmenter med flere elementer i hvert segment. Fodroden, tarsus, er det første segment, det danner bl.a. ledforbindelsen til underbenet og er sammensat af flere knogler. I den evolutionært tidlige udformning var fodrodsknoglerne arrangeret i tre rækker på tværs af foden med tre knogler i den første (proksimale) række, tre til fire i den næste (centrale) og fem i den yderste (distale) række. Under udviklingen tilbagedannedes nogle af disse, navnlig de centrale, mens andre voksede sammen. Det næste segment, mellemfoden, metatarsus, udgøres af en række med typisk fem knogler side om side og hver i ledforbindelse med en tå, digitus, der igen er sammensat af to til fem (oftest tre) ledforbundne undersegmenter. Denne femtåede form (pentadactyla) er opstået meget tidligt i udviklingshistorien; ingen nulevende dyr har mere end fem tæer, men hos nogle er en eller flere af tæerne tilbagedannede eller indbyrdes sammenvoksede.

Fodroden er sammensat af syv knogler, hvoraf kun rullebenet, talus, indgår i ledforbindelsen med underbenet. Underbenets to knogler (skinneben og lægben) danner fodledsgaflen, der med de to ankelknyster, malleolerne, griber omkring siderne af rullebenet i en hængselledforbindelse, ankelleddet. Dettes bevægelser er stramt styret af flere ledbånd (sideligamenterne), der spænder sig fra malleolerne til flere af fodrodsknoglerne. Overstrækning eller overrivning af disse ledbånd kaldes et forstuvet fodled. Rullebenet hviler på hælbenet, calcaneus, med hvilket det danner subtalarleddet, hvis akse forløber skråt på langs af fodroden, og hvori fodleddets sidebevægelser foregår: inversion, hvor fodens ydre rand sænkes, og eversion, hvor den hæves; bevægelser, der er vigtige for indstilling af foden efter underlagets hældning.

Hælbenet danner bagtil vægtarm for trækket fra akillessenen; fortil er det i ledforbindelse med terningebenet. Rullebenet danner fortil et afrundet ledhoved, der er i ledforbindelse med bådbenet, som fortil danner led med de tre kileben.

Mellemfoden er sammensat af de fem mellemfodsknogler, ossa metatarsalia, der fortil bærer de fem tæer, digiti pedis, hver sammensat af tre knogler, phalanges, undtagen storetåen, hallux, der kun indeholder to.

Fodens knogler er sammenholdt af talrige ledbånd, ligamenter, i en buekonstruktion med en længdebue, der er højest hvælvet langs fodens indre rand, svangen, og en tværbue, hvis højeste hvælving dannes af kilebenene ud for fodryggens midte, vristen. Buernes stabilitet sikres yderligere af flere muskler, der trækker på langs og på tværs af foden. Mange små muskler er beliggende langs svangen, men de kraftigste muskler med virkning på foden er beliggende på underbenet og udøver deres virkning gennem lange sener, der passerer fodleddet og er omgivet af seneskeder. Navnlig storetåens lange bøjemuskel er en vigtig stabilisator for fodens længdebue (se ben). Buekonstruktionen er vigtig, fordi den giver foden en plasticitet og fjedrende eftergivelighed, som øger brudstyrken ved at tage toppen af de meget store belastninger, som konstruktionen bliver udsat for, fx ved et nedspring. Endvidere nedsætter buekonstruktionen risikoen for træthedsbrud, "marchfraktur", der kan opstå i mellemfodsknoglerne ved de gentagne belastninger under langvarig gang og løb.

Affladning af buerne, platfod, skyldes en medfødt eller erhvervet løshed i de ledbånd, der stabiliserer buekonstruktionen. Nedfald af længdebuen, hvorved foden kæntrer indad, er den almindeligste form for platfod og medfører dårlig funktion og hurtigt indsættende træthed og smerter under gang. Forebyggelse og behandling af denne tilstand retter sig bl.a. mod at øge styrken af de muskler, der bidrager til stabilisering af fodens længdebue.

I stående stilling hviler legemsvægten bagtil på hælballen og fortil især på tåballen, der er beliggende under mellemfodsknoglernes forreste ender. Huden er på disse steder meget tyk og fast forankret til de underliggende knogler, der er polstrede med fedtvæv, som er opdelt i små kamre, således at vævet kan bære legemsvægten uden at vige til siderne. Overbelastning af dette væv er en almindelig årsag til hælsmerter. Fodsålens hud er rig på svedkirtler og er kun svagt pigmenteret, også hos sorte.

Fodens størrelse tillægges en symbolværdi i mange kulturer, idet en lille fod udtrykker kvindelighed. I Kina brugtes tidligere stram indsnøring af mindreårige pigebørns fødder, hvilket fremkaldte en svær foddeformitet med abnormt højt hvælvet og forkortet længdebue og med de fire yderste tæer bøjet ind under foden. Fodens længde blev herved reduceret til nær en tredjedel; det gjorde foden uanvendelig til almindelig gang og arbejde, hvorved pigen yderligere markerede social status ved at være uafhængig heraf.

Alle tetrapoders lemmer kan udviklingshistorisk føres tilbage til de kvastfinnede fisk, hvoraf de ældste kendes som næsten 400 mio. år gamle fossiler fra Devon (Latimeria, den blå fisk, er den eneste nulevende repræsentant). Som tilpasning til et liv med periodevis ophold på land modificeredes bryst- og bugfinnerne hos disse fisk således, at de kunne tjene som understøttelse for kroppen og som fremdriftsmiddel. Den videre udvikling frembragte tetrapoderne: først padder; siden krybdyr, fugle og pattedyr. For- og baglemmer er opbygget af de samme grundelementer, men udformningen er forskellig, navnlig hos bipedale dyr, der går på to ben, fx fugle.

• hånd