Forkølelse er en virusinfektion, som giver gener fra luftvejene, ofte tilstoppet, løbende næse og nogle gange ondt i halsen, hovedpine og træthed. Symptomerne skyldes, at infektionen skaber betændelsesreaktioner i slimhinderne i næsen og de øvre luftveje. Næsten alle bliver forkølede på et eller andet tidspunkt. Forkølelse er hyppigere i vinterhalvåret og blandt skolebørn.

Faktaboks

Også kendt som
snue, rhinitis acuta, febris catarrhalis

Forekomst

Forkølelse forekommer overalt i verden, men er mest udbredt i tempererede zoner. Forkølelse forekommer hyppigst om vinteren. Det hænger sammen med, at tør og kold luft gør slimhinden i luftvejene mere sårbar for infektion.

De fleste bliver forkølede på et tidspunkt i deres liv. I gennemsnit oplever voksne 2-3 forkølelser om året, mens småbørnsforældre ofte oplever flere. Skolebørn kan opleve om mod ti forkølelser i løbet af et år. Skole- og børnehavebørn bliver ofte forkølede, fordi de konstant smittes med forskellige typer af virus, som de ikke har været udsat for før, og som de dermed ikke har udviklet immunitet mod. Mennesker udvikler gradvist immunitet mod flere typer af forkølelsesvirus med alderen.

Årsag

Der findes mere end hundrede arter af virus, der kan medføre forkølelse. De fleste virus, der medfører forkølelse, tilhører grupperne Coronavirus, Rhinovirus, Adenovirus og Enterovirus. Alene af Rhinovirus findes der mere end 100 forskellige typer. Det er denne store variation i sygdomsfremkaldende virus, der medfører, at en smittet person ikke opnår immunitet mod forkølelse, som man ellers normalt gør efter en virusinfektion. Virustyperne er tilstrækkeligt forskellige fra hinanden til, at immunsystemet ikke kan genkende en anden type af virus end det, kroppen er blevet inficeret med tidligere.

Agens Relativ betydning
Rhinovirus ++++
Coronavirus ++
Parainfluenzavirus +
Respiratorisk syncytialvirus (RSV) +
Influenzavirus +
Metapneumovirus +
Enterovirus +
Adenovirus +
Andre virusarter ++
Ukendt ++++

Smitteveje

Forkølelse smitter ved kontaktsmitte og dråbesmitte. Ved dråbesmitte smittes en person af mikroskopiske virusbærende dråber, der spredes, når forkølede personer taler, hoster eller nyser. Ved kontaktsmitte smittes en person ved berøring af næse eller øjne med hænderne efter at have været i berøring med en syg person eller genstande, som en syg person har rørt ved og dermed overført virus til.

Inkubationstiden for forkølelse er 1-3 døgn, og symptomerne udvikles derfor omtrent 1-3 dage efter, at en person smittes med et forkølelsesvirus. Smittede personer er mest smitsomme, lige før og når symptomerne bryder ud.

Symptomer ved forkølelse

Mange mennesker har forkølelsesvirus i næsen uden at have symptomer. Udviklingen af infektion og sygdom påvirkes af mange faktorer, fx immunitet mod det virus, en person er smittet med, generel helbredstilstand og rygning.

De fleste tilfælde af forkølelse giver symptomer, der begrænser sig til næsen og halsen. De første symptomer er let irritation i halsen, væskefyldt snue og trang til at nyse. Senere symptomer inkluderer rigeligt tyndt sekret fra næsen. Forkølede personer kan også opleve almindelig utilpashed, rindende øjne, ømhed i muskler og led, hovedpine, sløvhed og træthed. Feber opleves sjældent. I løbet af et par dage bliver sekretet fra næsen mere uklart og purulent, da virus har skadet næseslimhinden og fimrehårene, der beskytter den.

Typisk forsvinder symptomer af sig selv i løbet af nogle dage, men betændelsen kan også sprede sig til andre dele af luftvejene, fx struben, luftrøret, bronkierne, bihulerne og mellemøret. Disse tilfælde disponerer for sekundære bakterielle infektioner. Forkølelse kan også forværre andre luftvejsproblemer som KOL og astma.

Behandling af forkølelse

Forkølelse skal ikke behandles med antibiotika, fordi forkølelse er en virussygdom. Antibiotika har ingen effekt på virus og altså heller ikke på forkølelse. Der findes derfor ingen egentlig behandling af forkølelse, men symptomerne kan lindres vha. smertestillende og betændelsesdæmpende midler, som dog ikke forkorter sygdomsforløbet. Almindelige hovedpinemidler, fx acetylsalicylsyre, ibuprofen og paracetamol, og slimhindekontraherende midler som næsespray kan som regel lindre det værste ubehag.

I Danmark skyldes en væsentlig del af det samlede sygefravær hvert år luftvejssygdomme som forkølelse. Det er mest hensynsfuldt at isolere sig, så unødvendig smitte forhindres. Sengeleje er ikke nødvendigt og forkorter ikke sygdomsforløbet, men kan være det mest behagelige.

Vitamin C i store doser er blevet markedsført som et forebyggende og terapeutisk middel mod forkølelse, men grundig klinisk forskning viser, at det ikke passer. Det samme gælder vitamin D.

Komplikationer

En forkølelse er normalt overstået i løbet af 5–6 dage, hvis der ikke opstår komplikationer. Komplikationer kan inddeles i tre hovedgrupper efter virkningsmekanisme:

  • Hævelse og betændelse i slimhinder
  • Spredning af virusinfektionen
  • Bakteriel infektion

Forkølelser kan også forværre eksisterende luftvejssygdomme som astma, kronisk bronkitis og kroniske mellemørebetændelser. Latent Herpes simplex-virus kan også blive aktiveret, og der kan opstå forkølelsessår.

Hævelse og betændelse i slimhinder

Den betændelse, som virus forårsager, medfører hævelse af slimhinderne i luftvejene, hvor infektionen starter. Hævelsen kan føre til øget tryk og smerte fra bihulerne og mellemøret.

Spredning af virusinfektionen

Virus kan sprede sig fra næsen og halsen til øvrige dele af luftvejene. Nogle typer af virus, fx RS-virus og SARS-CoV-2-varianten af Coronavirus, kan forårsage viral lungebetændelse.

Bakteriel infektion

I nogle tilfælde følges virusinfektionen af en bakterieinfektion. Både bihuler, mellemøre og lunger kan rammes af sekundære bakterielle infektioner, men det er ikke almindeligt. Tilstanden kan kræve antibiotikabehandling.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig