geocentrisk verdensbillede

Matematikeren og filosoffen Pythagoras mente, at da cirklen er den mest perfekte geometriske figur, så måtte bevægelserne på himlen foregå på cirkler, og de måtte ske med en jævn fart. Dette var dog ikke i overensstemmelse med, at planeterne kunne skifte bevægelsesretning fra en normalt østgående til en vestgående bevægelse.

Filosoffen Aristoteles indførte en todeling af verden: Under Månens sfære finder man den sublunare verden, der er foranderlig og dødelig. Over den ligger den supralunare verden, som er evig, uforanderlig og fuldkommen. Denne opdeling blev senere overtaget af den katolske kirke.

Matematikeren Apollonios fra Perge forklarede planeternes skiftende bevægelsesretning ved at supplere cirkelbevægelsen med epicykler: Planeterne kredsede rundt på en lille cirkel, epicyklen, hvis centrum selv løb rundt på en større cirkel, deferenten, med Jorden i centrum.

For at få overensstemmelse med observerede positioner indførte ægypteren Klaudios Ptolemaios yderligere parametre, blandt andet ved at flytte centrum for deferenten et stykke væk fra Jordens centrum. I hovedværket Almagest gør han rede for et verdensbillede, hvor Jorden er Universets midtpunkt. Det geocentriske verdensbillede er også kendt under benævnelsen det ptolemæiske verdensbillede.

Med observationer udført af italieneren Galilei Galileo med en nybygget kikkert af faseskiftet hos planeten Venus, fik man omsider belæg for, at den geocentriske model ikke var korrekt og måtte erstattes af en heliocentrisk.