Ghrelin er et peptidhormon, der frigøres fra celler i mavesækkens slimhinde. Det virker appetitstimulerende, men øger også udskillelsen af væksthormon fra hypofysen.

Faktaboks

Etymologi

Ordet ghrelin er dannet ud fra sekvensen ghre-, som dels er en forkortelse for engelsk growth hormone releasing (peptide) 'væksthormon-frigørende (peptid)', dels henviser til den rekonstruerede ordrod *ghreh1-'vokse, gro' på det indoeuropæiske grundsprog, der indgår i bl.a. engelsk grow og dansk gro. Sidste del af ordet er afledningsendelsen -in.

Hormonet, der blev opdaget i 1999, består af 28 aminosyrer. Det produceres fortrinsvis i mavesækkens slimhinde og cirkulerer i blodet i en mængde, der er afhængig af fødeindholdet i mavesækken.

Når mavesækken er tom, frigøres store mængder ghrelin til blodet, hvilket påvirker hypothalamus i hjernen med deraf følgende sultfornemmelse. Når der kommer føde i mavesækken, hæmmes hormonproduktionen hurtigt, blodkoncentrationen falder, og sultfornemmelsen bortfalder.

Ghrelinniveauer ved overvægt og undervægt

Overvægtige har lavere niveauer af ghrelin end normalvægtige, mens personer med spiseforstyrrelsen anoreksi har høje koncentrationer af ghrelin i blodet. Efter fedmekirurgi er plasma-niveauerne lave, hvilket kan bidrage til operationernes hæmmende effekt på fødeindtagelsen.

Ghrelin stimulerer også frigørelsen af væksthormon, men dette anses for at være en sekundær egenskab i forhold til dets rolle i regulering af energibalancen.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig