Homofobi er frygt for, ubehag ved eller negative holdninger til homoseksualitet og/eller homoseksuelle personer. Begrebet blev introduceret midt i 1960'erne af den amerikanske psykolog George Weinberg (1929-2017).

Faktaboks

Etymologi

Ordet kommer af græsk homos 'samme, lig' og fobes 'frygt'.

Man skelner ofte mellem individuel homofobi (en fjendtlig indstilling hos enkeltpersoner) og strukturel homofobi (normer, idealer og praktisk-juridiske barrierer, som gør det vanskeligt at være homoseksuel i samfundet). Desuden kan der sondres mellem homofobi rettet mod konkrete personer og homofobi af mere principiel, moralsk eller religiøs art. Endelig kan homofobi både have karakter af holdninger/følelser, ytringer og handlinger. Sociologisk forskning har peget på, at udbredelsen af homofobiske holdninger falder, jo flere åbent homoseksuelle personer man kender. En lignende dynamik er beskrevet ved xenofobi (fremmedhad) mere generelt.

Parallelt med homofobi tales om transfobi (negativitet over for transpersoner), bifobi (negativitet over for biseksuelle personer) og hivfobi (negativitet over for hiv-smittede).

Homofobi i Danmark

I den danske befolkningsundersøgelse Projekt SEXUS, som indsamlede data i 2017-2018, så man, at godt hver femte dansker mellem 15 og 89 år fandt sex mellem to mennesker af samme køn moralsk uacceptabelt. Holdningen var mere udbredt blandt mænd (29 %) end kvinder (14 %), ligesom den forekom oftere i ældre end i yngre aldersgrupper. Desuden var homofobiske holdninger særligt udbredte blandt personer med tilknytning til islam, Jehovas Vidner og visse kristne grupperinger (fx Indre Mission). Fælles for disse trosretninger er, at det heteroseksuelle ægteskab fremhæves som et obligatorisk ideal.

SEXUS-undersøgelsen kortlagde endvidere, at cirka halvdelen af de homoseksuelle deltagere havde oplevet mobning eller chikane, mens en stor andel havde oplevet tilråb, diskrimination eller fysisk forulempelse (såkaldte hate crimes eller hadforbrydelser). Knap en tredjedel angav, at de ikke kunne være så åbne om deres seksuelle orientering, som de havde lyst til.

Juridiske perspektiver

I Danmark er det strafbart at fremsætte offentlige udtalelser, der truer, forhåner eller nedværdiger personer på baggrund af deres seksuelle orientering. Desuden kan det ifølge straffeloven være en skærpende omstændighed, hvis en forbrydelse (fx trusler eller vold) begås pga. offerets seksuelle orientering. I 2022 registrerede politiet godt 200 mulige hadforbrydelser i Danmark, men langt fra alle anmeldelser fører til sigtelse og dom. Der antages desuden at være et betydeligt mørketal, eftersom kun få hadforbrydelser politianmeldes.

Diskrimination på basis af seksuel orientering på fx arbejdsmarkedet eller i forhold til sundhedsydelser, forsikring og uddannelse er forbudt.

Homofobi og "minoritetsstress"

Det antages, at både individuel og strukturel homofobi kan bidrage til følelsen af såkaldt ”minoritetsstress”, hvor negative holdninger kan internaliseres og resultere i selvcensur og nedsat selvværd. Dette er givetvis en medvirkende årsag til den overhyppighed af mental mistrivsel og usund livsstil, der også i Danmark er beskrevet blandt LGBT+-personer.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig