intervention (politisk begreb)

For det første kan intervention anskues ud fra arten af aktivitet. I den klassiske definition af intervention begrænses begrebet til "diktatorisk indblanding", det vil sige tvangsmæssig indblanding og især med militære midler. Da tvang imidlertid kun er et middel til at få andre til at gøre det, man ønsker, uanset om de selv vil, kan denne definition forekomme for snæver.

Indirekte tvangsmæssige foranstaltninger, fx bestikkelse, der i praksis kan have karakter af støtte til svage stater, er også en måde at intervenere på. Inden for denne kategori kan findes forskellige former for propagandaoffensiver.

For det andet kan intervention anskues ud fra arten af aktør. Normalt er intervention knyttet til staters eller gruppers handlinger. Men begrebet kan også knyttes til private gruppers handlinger, heriblandt multinationale selskabers og ikke-statslige organisationer, fx vestlige menneskerettighedsgruppers forsøg på under den kolde krig at påvirke den interne udvikling i Sovjetunionen og Warszawapagten vedrørende menneskerettighedernes efterlevelse.

For det tredje må intervention anskues ud fra formålet med handlingen. Her kan begrebet omfatte enten et forsøg på at ændre aktiviteter mellem stater eller forhold i staterne.

Det første er Det Internationale Systems natur, herunder om der kan skabes et system, som gør intervention mindre sandsynlig. I international politik har magtbalancer — internationale og lokale — hidtil spillet en vis modererende rolle.

Virkningen på intervention er imidlertid kompliceret. Virker et magtbalancesystem, afskrækker det mulige uromagere fra intervention, eller det begrænser deres antal og virkning. Men et velfungerende magtbalancesystem, fx Den Europæiske Koncert i 1800-tallet, åbner også for kollektive interventioner eller simple delinger af territorier.

Systemet kan endvidere fungere uden en særlig modererende effekt og være direkte konfliktskabende. I 1900-tallet forsøgte man at komme ud over magtbalancesystemet ved at skabe kollektive sikkerhedssystemer i form af Folkeforbundet og FN.

Det andet forhold med stor betydning for interventioner er staternes indre legitimitet, herunder om der findes et generelt accepteret princip for staternes organisering. Hvis der findes forskellige organiseringsprincipper som fx under Den Europæiske Koncert og den kolde krig, kan man se en kamp mellem dem, som måske i sig selv kan gøre intervention mere sandsynlig.

I 1900-tallet fik princippet om national selvbestemmelse særlig legitimitet, hvilket førte til nationale befrielsesbevægelsers kamp for selvstændighed, men også til spørgsmålet om det legitime i at understøtte sådanne bevægelser.

Etableringen af demokratiske stater anses endvidere for at kunne have en modererende effekt på staters interventionsadfærd, hvilket naturligt rejser det spørgsmål, om interventioner kan retfærdiggøres med henblik på at skabe demokrati.