Isbjørnen er den største art i bjørnefamilien. Med sin hvide pels og en lang række andre egenskaber er den tilpasset vinteren på den arktiske havis, hvor den jager sæler. Dens tilknytning til havet og havisen er så tæt, at isbjørnen ligefrem ofte betragtes som et havpattedyr. Dens afhængighed af havis gør den dog sårbar over for de hastigt stigende temperaturer i Arktis.
Ursus maritimus (videnskabeligt navn), polar bear (engelsk)
Isbjørnen tilhører samme slægt, Ursus, som brunbjørn, sortbjørn og kravebjørn. Bjørnene udgør familien Ursidae, der hører hjemme i rovdyrordenen (Carnivora).
Isbjørnen nedstammer fra brunbjørnen. DNA-undersøgelser har vist, at brunbjørne på Alaskas ABC-øer (Admiralty, Baranof og Chighagof) er tættere beslægtet med isbjørnen, end de er med nogen andre brunbjørne, selv dem der lever på Alaskas fastland ganske tæt på. Isbjørn og brunbjørn kan også få fertilt afkom. Det kender man eksempler på både fra naturen og fangenskab. Genetiske studier tyder på, at isbjørnen er splittet fra brunbjørnen for ca. 45.000 år siden, dvs.for relativt nylig. Set i det lys er isbjørnen en brunbjørn, der har tilpasset sig at udnytte byttedyr ude på den arktiske havis.
Isbjørnen er den største af bjørnene. Hannerne vejer fra 300-1.002 kg, dog typisk 400-600 kg, og kan blive tre meter høje eller mere, når de står på bagbenene. Hunnerne vejer normalt 150-350 kg, men drægtige hunner kan nå en vægt på op over 500 kg. Hannerne kan blive op til dobbelt så store som hunnerne. Det er en af de allerstørste kønsforskelle i vægt, der findes blandt pattedyr og overgås kun af visse sæler og søløver.
Isbjørnes vægt kan variere meget med alder, årstid og, i hunnernes tilfælde, om de er drægtige. Hunner skal tage omkring 200 kg fedt på for at have energimæssigt "råd" til at få unger, så de har noget at tære på under den 5-8 måneder lange faste, det indbefatter. Det mest ekstreme tilfælde, man kender på vægtfluktuationer blandt bjørne, er en voksen hunisbjørn fra Canada, der på mindre end et år gik fra at veje under 100 kg til at veje over 500 kg.
Sammenlignet med sin nære slægtning brunbjørnen har isbjørnen et længere og slankere kranium med en konveks profil ("romernæse"). Det giver hovedet en strømlinet form, der tilsammen med en forlænget hals gør isbjørne effektive til at stikke hovedet op igennem en sæls åndehul eller ned i en sæls snehule under jagt. Isbjørnens øjne sidder højere oppe på hovedet end hos brunbjørnen, hvilket er en tilpasning til at svømme.
Isbjørnens mest iøjnefaldende tilpasning til at jage sæler på havisen er dens hvide pels, der giver den en fremragende kamuflage i is og sne. Pelsen består af en tyk underuld og dækhår, som er 10-20 cm lange. Dækhårene danner en vandtæt skal, der holder isbjørnens underuld tør, selv når den svømmer. Dækhårene er hule, hvilket både giver ekstra god isolering og opdrift under svømning. Tidligere troede man, at de hule hår fungerede som lysledere, der kunne transportere solens stråler ned til huden, men den teori er blevet afvist. Isbjørnens pels har omkring 1.550 hår/cm2. Dermed har den på et areal af 3,5 × 3,5 cm lige så mange hår, som mennesker kan have på hele hovedet.
Isbjørnen har sort hud, hvilket er mere effektivt til at absorbere varme end lys hud. Under huden har den et 5-13 cm tykt spæklag. Fedtdepoterne kan udgøre op til 40 % af isbjørnens vægt.
Kombinationen af den kraftige, vand- og vindtætte pels samt det tykke spæklag gør isbjørnen i stand til at trives i det barske arktiske vinterklima. Først når temperaturen falder til under -40 °C, begynder isbjørnen at fryse og må skrue op for sit stofskifte for at producere mere varme. Isbjørnen er faktisk så velisoleret, at den ikke kan holde til at løbe stærkt ret lang tid ad gangen. Den kan nemlig ikke slippe af med varmen, som den producerer under løb, og det får hurtigt kropstemperaturen til at stige. Det er måske forklaringen på, at isbjørnen sjældent forsøger at jage byttedyr som moskusokser og rensdyr.
Bjørne er sålegængere og pasgængere med fem tæer på både for- og bagpoterne, som er udrustet med kraftige kløer. Isbjørnen har meget brede poter, der både kan fungere som padler under svømning og som snesko under vandring på sne og is. Sidstnævnte gør, at isbjørnen på trods af sin store vægt er i stand til at bevæge sig på is, der er så tynd, at et menneske ville ryge igennem.
For at minimere varmetabet gennem fødderne under vandring på is og sne er tæerne og fodsålerne omgivet af pels og fodsålerne polstret indvendig med fedt. Derudover er fodsålerne dækket af små knopper, der gør isbjørnens fodtøj skridsikkert, når den går på glat is.
Isbjørnen siges at kunne sprinte op til 56 km/t over kort afstand.
Bjørne oplever i høj grad verden gennem næsen. Deres lugtesans er meget bedre end hundes, og de har muligvis den skarpeste lugtesans af alle pattedyr. Undersøgelser antyder, at bjørnes lugtesans kan være flere tusinde gange bedre end menneskets. Isbjørnen har muligvis den skarpeste lugtesans af alle bjørne og dermed måske af alle pattedyr. Den menes at kunne lugte en sæls åndehul eller snehule på over en kilometers afstand og en død hval over 30 km væk.
Isbjørnen lever i Arktis hele vejen rundt om Nordpolen og er blevet observeret blot 21 km fra selve Nordpolen. Med undtagelse af drægtige hunner tilbringer isbjørne så stor en del af året som muligt ude på havisen. Af samme grund betragtes isbjørnen i mange sammenhænge, bl.a. i forbindelse med internationale traktater, som et havpattedyr og ikke et landpattedyr.
Nogle isbjørne tilbringer hele året i den permanente pakis i den centrale del af det Nordlige Ishav, men de fleste forekommer på is, der smelter årligt, og tvinges derfor i land i sommermånederne. Her findes de bl.a. i Grønland, Canada, Alaska, Sibirien og på Svalbard.
Af alle bjørnearter er isbjørnen den mest kødædende og den eneste, der stort set udelukkende ernærer sig af store byttedyr. Dens allervigtigste byttedyr er ringsæl efterfulgt af remmesæl. Derudover kan isbjørnen jage grønlandssæl, klapmyds, hvalros (især unger og ungdyr), hvidhval og narhval.
Når isbjørnen er tvunget på land om sommeren, æder den, hvad den nu kan opstøve af fødeemner, fx hvalådsler, lemminger, havfugle, fugleæg og –unger, fisk, muslinger, det lille svalbardrensdyr og vegetarkost som kelp, fjeldsyre, bær og græs. Nogle forskere har foreslået, at isbjørnen vil kunne kompensere for den kortere periode med havis som følge af opvarmningen af Arktis ved i højere grad at skifte til disse landbaserede føderessourcer. De fleste isbjørneforskere er dog enige om, at dette ikke er realistisk. Det er essentielt for isbjørnenes evne til at overleve de arktiske ekstremer og, i hunnernes tilfælde, for at kunne opbygge nok fedtdepoter til at kunne få unger, at de har en lang vinter til at jage sæler ude på havisen.
Sælernes betydning for isbjørnen hænger især sammen med deres spæklag, som er yderst energiholdigt. Det første en isbjørn sætter til livs, når den har nedlagt en sæl, er spækket. Med fortænderne nipper den omhyggeligt spækstykker af og undgår kødet. Ofte rør den slet ikke kødet, og når den har fået fat på en sælunge, kan den finde på overhovedet ikke at sætte tænderne i den, hvis den ikke er fed nok.
Om foråret er isbjørnen især på jagt efter ringsælens unger. De vejer ca. 5 kg ved fødslen, men på seks uger vokser de til en vægt på 20‑25 kg, og 65‑75 % af deres vægt kan da udgøres af spæk. Størstedelen af isbjørnens årlige kalorieindtag kommer fra disse ringsælunger.
Isbjørnens kindtænder er mindre end brunbjørnens, da den ikke som brunbjørnen skal kunne tygge store mængder af fiberrig plantekost. Til gengæld er isbjørnens kindtænder skarpere, hvilket gør dem velegnede til at klippe byttedyr i stykker. Desuden har isbjørnen forstørrede hjørnetænder, som den bruger til at gribe sæler med.
Som det er typisk for bjørne lever isbjørnen hovedsagelig alene; en undtagelse er hunner med unger. Talrige isbjørne kan dog samles fredeligt om et hvalkadaver.
Om vinteren vandrer isbjørnen enorme afstande ud over havisen i søgen efter føde. I Chukchihavet ud for det nordøstlige Sibirien tilbagelægger isbjørne i gennemsnit 5.600 km om året. Man har fulgt en hun, der på fire måneder vandrede over 5.200 km fra Alaska til Grønland og på 15 aktive måneder tilbagelagde mere end 7.000 km. Isbjørnen kan også svømme lange afstande. En hun udstyret med radiohalsbånd svømmede på knap 10 dage 687 km i Beauforthavet nord for Alaska. Nogle få gange er det også sket, at en isbjørn er svømmet helt til Island.
Isbjørnenes parringstid ligger om foråret. I den periode opsøger hanner hunner i brunst. Flere hanner kan samles om en hun, hvilket kan føre til voldsomme slåskampe. I yngletiden kan en hun og en han følges i flere dage.
Som det er typisk for bjørne, sætter isbjørnehunnen drægtigheden på pause kort tid efter parringen og sætter den først i gang igen ud på efteråret omkring den tid, hun går i hi. Dette fænomen kaldes for forlænget drægtighedsperiode eller diapause. Fra parring til fødsel går der 6-8 måneder, men den egentlige drægtighed varer kun ca. 2 måneder.
I slutningen af oktober eller begyndelsen af november, når andre isbjørne drager ud på havisen, graver den drægtige hun en hule i en tyk snebanke. Det vil ofte være på en bjergskråning, men kan visse steder også være ude på havisen. Her lukker hun sig inde de næste 5-6 måneder og går i dvale. Drægtige hunner er de eneste isbjørne, der går i langvarigt vinterhi; hvis vintervejret er særlig barskt, kan isbjørne ude på havisen rulle sig op i en snehule for en kortere periode på op til et par uger.
Ungerne fødes omkring nytår. Kuldet består typisk af 1-2 unger, men kan indimellem være på tre unger. Blandt placentale pattedyr får bjørne nogle af de allermindste unger i forhold til deres størrelse. Ved fødslen vejer isbjørneunger 570‑840 gram og måler ca. 25 cm. De tager hurtigt på i vægt takket være en næringsrig mælk, der kan indeholde op til 48 % fedt (til sammenligning indeholder sødmælk 3,5 % fedt). Det er livsnødvendigt for ungerne, for når de om foråret forlader vinterhulen sammen med hunnen, kan temperaturen udenfor ligge på -25 til -40 °C. På det tidspunkt vejer ungerne 10-15 kg.
Hunnen leder ungerne ud på havisen for at begynde sæljagten. Det falder sammen med tidspunktet for ringsælunger. Ungerne bliver sædvanligvis med hunnen, indtil de er omkring 2½ år gamle.
De længste levetider, man har registreret for isbjørne, er 32 år i naturen og 43 år i fangenskab.
Der er gjort et enkelt fund af isbjørn i Danmark. Det er dateret til ca. 12.900-12.400 år før nu.
Regeringen har nu præsenteret et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
USA's højesteret vil i løbet af de kommende måneder tage stilling til, om det er lovligt, at præsident Donald Trumps regering tidligere i år indførte høje toldsatser på udenlandske varer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.