knæ (på kroppen)

Knæets ledbruske er legemets tykkeste, op til 7 mm. Den direkte kontaktflade mellem lårben og skinneben omfatter kun ¹/₄-¹/₃ af ledskålenes areal, mindst på det bøjede knæ, pga. inkongruensen mellem de flade ledskåle og de afrundede ledhoveder. Dette kompenseres der for, ved at der i ledspalten i hvert af ledkamrene er indkilet en seglformet struktur af fibrøs brusk, en menisk, som langs sin periferi er hæftet til ledkapslen, fortil og bagtil til skinnebensknoglen. Meniskerne tjener, navnlig i det strakte knæ, som en indskudt, plastisk ledskål, der fordeler legemsvægtens tryk over et større areal af ledfladen. Ved fjernelse af en menisk øges slitagen på ledbrusken, ofte med tidligt indsættende slidgigt, artrose, til følge.

Leddets bevægelser styres af to par ledbånd. Det ene par, korsbåndene, ligamenta cruciata, er beliggende i gruben mellem femurkondylerne, fossa intercondylaris, og er tilhæftede lårben og skinneben således, at det forreste spændes, når lårbenet glider bagud i forhold til skinnebenet, mens det bageste tilsvarende spændes ved fremadglidning af lårbenet. Ved læsion af et korsbånd bliver leddet abnormt løst i fremad-bagudgående retning ("skuffesymptom"). Korsbåndene er stærke; det forreste, der er det svageste, og som oftest beskadiges, kan hos en voksen bære ca. 100 kg. Styrken er imidlertid utilstrækkelig for de belastninger, båndene kan blive udsat for ved fx boldspil med pludselige opbremsninger og ændringer i legemets bevægelsesretning. Det er i sådanne situationer afgørende for korsbåndene, at de aflastes ved spænding af muskelsener, der passerer knæleddet.

Det andet par ledbånd i knæleddet, sideligamenterne, spænder sig ligeledes mellem lårben og underben, men er beliggende på leddets inder- og yderside; det inderste, ligamentum collaterale tibiale, er vifteformet med en smal øvre tilhæftning bagtil på den indre femurkondyl og en nedre, bred tilhæftning til skinnebenets (tibias) inderside; det yderste sideligament, ligamentum collaterale fibulare, er strengformet, opadtil hæftet til den bageste del af den ydre femurkondyl, nedad til den øverste ende af lægbenet (fibula). Ved gennemstrakt knæ er både sideligamenterne og korsbåndene spændte og stabiliserer effektivt leddet både mod sideværts vinkelbevægelser og rotation. Ved bøjning af knæet slappes sideligamenterne tiltagende. Dette skyldes, at ligamenternes øvre tilhæftning rykker nærmere mod underbenet pga. femurkondylernes bagtil aftagende krumningsradius. Dette forhold betinger, at lårben og underben ved bøjet knæ har en vis indbyrdes rotationsfrihed, ca. 40°, men individuelt varierende. Sideligamenterne bliver ligesom korsbåndene ofte beskadiget, navnlig det indre, der især trues, når det strakte knæ rammes på ydersiden af en tung genstand, fx en væltende medspiller. Den indre menisk er tilhæftet det indre sideligament. Læsioner af det sidstnævnte ledsages derfor ofte af udrivning og læsion af menisken.

På knæleddets forside, i glideledkontakt med en rendeformet ledflade mellem femurkondylerne, ligger knæskallen, hvorigennem trækket fra lårets store strækkemuskel, musculus quadriceps femoris, overføres til et lille knudeformet fremspring, tuberositas tibiae, opadtil på skinnebenets forside. Knæskallen lægger muskeltrækket frem i forhold til knæleddets akse, således at musklens kraftarm i forhold til ledaksen øges til i alt ca. 5 cm. På det bøjede knæ virker kropsvægten pga. lårbenets længde med en kraftarm på op til ca. 40 cm. Dette forhold medfører, at trykbelastningen på ledbrusken kan nå meget store værdier (op mod 500 kg), når man fx rejser sig hurtigt fra hugsiddende stilling, og endnu større, hvis kroppen løftes med et ben alene (russerdans), eller der samtidig løftes en byrde. Disse store belastninger medvirker til, at knæleddet er særlig udsat for tidlig udvikling af slidgigt. Senehæftet på tuberositas tibiae kan, navnlig hos meget sportsaktive børn, blive overbelastet, hvilket kan blive smertefuldt og medføre udvikling af en fremspringende, knudeformet knoglemasse omkring senefæstet, såkaldt Osgood-Schlatters sygdom.

Over knæskallen, på den dybe side af lårmusklerne, danner knæledkapslen en poseformet fold, der udrettes ved bøjning af knæet. Ved beskadigelse af et knæled vil der i reglen udvikles en væskeansamling, som finder plads i denne fold.

Når knæleddet i stående stilling gennemstrækkes, afsluttes bevægelsen med, at lårbenet roterer ca. 5° indad omkring sin længdeakse, den såkaldte aflåsning af knæet. Bevægelsen bidrager til, at aksen for knæets bøjebevægelse bringes til at ligge et lille stykke bag ved lodlinjen for legemets tyngdepunkt. Dette medfører, at knæet i stående stilling holdes passivt strakt uden brug af knæets strækkemuskel, hvilket er energibesparende. På knæets bagside ligger en muskel, musculus popliteus, hvis funktion er at "låse knæleddet op" ved at fremkalde en lille udadrotation af lårbenet. Ved at indtage en holdning, hvor underlivet skydes frem (i den såkaldte mannequinstilling), vil lodlinjen fra kroppens tyngdepunkt falde bag knæleddets bøjeakse, således at knæets strækkemuskel må arbejde konstant.

Knæet passeres af flere store sener, af kar og nerver samt på bagsiden af hasemusklerne. På knæets yderside ligger en flad sene, tractus iliotibialis, hvorigennem bl.a. den store sædemuskel overfører kræfter til skinnebenet. I denne sene udvikles undertiden, navnlig hos løbere, på knæets yderside en langvarig, smertefuld tilstand, "runner's knee". Se også knæledsskader, knæslidgigt og led.