kollektiv bevidsthed

Durkheim definerer kollektiv bevidsthed således: ”Helheden af de opfattelser og følelser, som er fælles for gennemsnittet af medlemmerne af det samme samfund, danner et bestemt system, som har sit eget liv. Man kunne kalde det den kollektive eller fælles bevidsthed” (dansk udg. s. 99).

Begrebet skulle bidrage til at besvare et af samfundstænkningens gennem tiderne mest centrale og vanskeligste spørgsmål: hvordan skabes og vedligeholdes sammenhold, solidaritet og integration i sociale enheder? Alle samfundsteorier har forsøgt at forholde sig til spørgsmålet.

Durkheim understreger, at kollektiv bevidsthed ikke blot er summen af de individuelle bevidstheder, men et system, der skal opfattes som en realitet i sig selv, en helhed med sit eget liv, uafhængigt af de enkelte individers særlige livsomstændigheder og hen over generationer. De sociale helheder optræder som ”en ydre tvingende kraft, der påtvinger sig individet, hvad enten de vil det eller ej”, som Durkheim skarpt formulerer det i bogen fra 1895 Den sociologiske metodes regler. Det udtrykker et holistisk samfundssyn.

Et helt basalt problem var, at bevidsthed efter det moderne videnskabeligt verdensbillede umiddelbart antages at være dannet i en enkelt organisme, en krop med sanser og hjerne. At opfatte et kollektiv som en organisme med en egen bevidsthed i bogstavelig forstand udfordrer dette verdensbillede. Durkheim blev kritiseret for at objektivere den kollektive bevidsthed, gøre den til en ting uden for de enkelte individer.

Men en stærkt medvirkende grund var også, at problemet om individ-kollektiv ikke kan isoleres til snævre videnskabelige spørgsmål.

Som nævnt blev funktionalismen den vigtigste arvtager fra Durkheim, med Talcott Parsons som hovedfigur fra 1930’erne. Ligesom Durkheim var funktionalismen holistisk orienteret og tog udgangspunt i antagelser om, hvilke overordnede funktioner, der nødvendigvis måtte varetages, hvis samfundet skulle overleve.

Parsons opererede med fire funktionelle krav med dertil hørende delsystemer, og et af disse var det kulturelle delsystem, der skal sørge for at bevare, reproducere, integrere, legitimere og skabe tilslutning til et system af viden, etiske værdier og ekspressive symboler (kunst, litteratur mv.).

Dette svarer ret nøje til Durkheims begreb om kollektiv bevidsthed, idet dog Parsons medtager mere end Durkheim. Parsons benytter ikke selve betegnelsen kollektiv bevidsthed.

Ideer fra funktionalismen er videreført i senere systemtteori, bla. hos Niklas Luhman, dog i stærkt modificeret udgave.

George Herbert Mead udformede i de første årtier af 1900-tallet en socialiseringsteori ud fra analyser af indlæringsprocesser hos børn gennem leg, spil og rolleovertagelse. Han udviklede der sit kendte begreb, den generaliserede anden, der svarer ret tæt, til hvad Durkheim vil med sit begreb kollektiv bevidsthed: at forklare, hvad der kan skabe sammenhæng og koordination i det sociale liv.

I stedet for bevidsthed tager Mead imidlertid udgangspunkt i relationer, der dannes i dynamiske handlingsrum. Han ser, hvordan børn i praksis udvikler kompetencer og færdigheder til at bemestre interaktion på en konstruktiv måde ved at indleve sig i og danne billeder af de andres hensigter og forventninger.

Børnene opøves i forskellige roller, og kan derved efterhånden udvikle mere abstrakte og anonymiserede billeder af de andre, en ”generaliseret anden”, der repræsenterer hele kollektivet med dets almene normer og forventninger. Børnene danner også gennem refleksion et billede af deres egen personlighed ved at spejle sig i andres reaktioner og ytringer.

Processerne fortsætter gennem hele livet.

Meads teori blev en af grundpillerne i den symbolske interaktionisme.

Fra starten af 1900-tallet opstod en ny retning indenfor filosofien, fænomenologien, der netop handlede om bevidsthed, hvordan mennesker oplever. En af fænomelogiens grundlæggere Edmund Husserl indførte her begrebet livsverden, der kom til at spille en rolle i sociologien.

I sociologi om kollektiv bevidsthed blev fænomenologiens begreb om livsverden udgangspunkt for begrebsramme og antagelser om, hvorledes mennesker gennem det daglige liv danner typifikationer, aflejrede skematiske billeder af typiske handlingsforløb og roller i dagligdagslivets sociale interaktion. For at kunne integrere må disse typifikationsskemaer være kollektive og rumme tolkninger af, hvad der gør handlinger meningsfulde og legitime for deltagende parter.

For at forklare, hvordan livsverdenen kan blive kollektiv, opretholdes og videreføres over generationer udviklede Peter L. Berger og Thomas Luckmann i 1960’erne en teori om den sociale konstruktion af virkeligheden (forstået som kollektive forestillinger om den sociale virkelighed). Den bygger på en procesmodel, hvor handlinger ved at blive gentaget og efterlignet kan danne kollektive handlemønstre, der får karakter af faste mønstre, rammer der er uden for individerne. Det subjektive eksternaliseres og institutionaliseres.

Oven på dette dannes fælles tolkninger og normative vurderinger af disse institutioner. Deres mening, formål og legitimitet. Der dannes et sammenhængende symbolunivers, der internaliseres i deltagernes bevidsthed og personlighed, og som kan overføres til nye generationer og medlemmer af kollektivet.

Symbolunivers svarer til Durkheims kollektive bevidsthed.

Jürgen Habermas er kendt for sin teori om system og livsverden, der bygger videre på alle de overfor nævnte teoretiske positioner, suppleret med blandt andet sprogfilosofi og kommunikationsteori. Det særligt nye er, at Habermas tilføjer den sproglige kommunikation for at forstå, hvordan livsverdenen kan blive kollektiv og dermed vedligeholdes og udvikles i det sociale liv. Habermas taler om kommunikativ handlen og kommunikativ rationalitet.

Ideen er, at livsverdenen rummer: 1) kognitive forestillinger om verden, 2) forestillinger om normer, retfærdighed og værdier samt 3) et billede af ens egen identitet som person og handlende subjekt. Det er nr. 2), der svarer til Durkheims kollektive bevidsthed.

Man ser, at der i alle disse eksempler opereres med et samspil mellem et kollektivt, intersubjektivt niveau og et individuelt niveau. Alle er åbne for Durkheims synspunkt, at det kollektive er mere end summen af de enkelt individers bevidsthed, men man har forskellige forklaringer på, hvordan samspillet foregår, og man vægter de to niveauer forskelligt.