lægeigle

Lægeigler har i mange kulturer været anvendt til åreladning. Der er også blevet brugt igler til behandling af betændelsesbylder (abscesser) og blodansamlinger (hæmatomer). Iglen bider sig fast med sine tre kæbeplader i en sugeskive, der danner et trevinklet sår på huden. Den største terapeutiske effekt opnås ved brug af iglen, efter at den har været udsat for en ca. 3 måneder lang sultperiode. Den er på det tidspunkt i stand til at suge op til tre gange sin egen vægt (3-5 gram) og kan således tage trykket af en byld. Iglen arbejder typisk i 15-20 minutter, hvorefter den selv slipper taget. Vil iglen ikke slippe sit bid, kan den tvinges bort med lidt salmiak på en klud.

Iglen udskiller ikke nogle stoffer med bakteriedræbende eller bakteriehæmmende effekt, og risikoen for tilbagefald i en ny byld er derfor til stede. Den nuværende behandling af betændelsesbylder består derfor i antibiotika, eventuelt i kombination med kirurgisk tømning af bylden (incision), men indtil 1930'erne var påsætning af igler en hyppigt anvendt behandling.

Til langt ind i 1900-tallet opbevaredes blodigler på apotekerne i vand i særlige iglekrukker og blev tilbageleveret efter brug. Ved salg blev de udleveret i et igleglas. Det var et lille glasrør med en forsnævring før bunden, der havde to små huller af hensyn til iglens vejrtrækning. Apotekeren fyldte glasset med ca. 2/3 vand, puttede iglen i med bagdelen først og satte en prop i glasset. Patienten eller kunden kunne herefter tage igleglasset i lommen og gå hjem. Før brug fjernede man proppen hældte vandet udover det sted, hvor iglen skulle bide sig fast og suge og vendte igleglasset mod stedet, så iglen kunne komme ud med munden først.

I Frankrig havde man i perioden 1800-1830 et storforbrug på grænsen til en iglemani. Hvert år blev der brugt adskillige millioner igler. Raske lod sig også suge lidt af igler for en god ordens skyld.

• igler
• ledorme